Kendte sætter sig i sadlen inden Post Danmark Rundt
Tidligere verdensmester Jørgen Emil Hansen og statsminister Lars Løkke er blandt deltagerne i velgørenhedsløb på søndag fra Torvet i Hillerød
En tidligere verdensmester og landets nuværende statsminister er blandt de cykelryttere, som på søndag baner vejen for de professionelle rytter inden sjette og sidste etape af Post Danmark Rundt.
Klokken 9 sætter over 100 cykelentusiaster af sted på de tohjulede og fræser igennem ruten fra Torvet i Hillerød over blandt andet Fredensborg, Rungsted, Vedbæk og Skodsborg til Frederiksberg - altså et par timer inden det officielle løb sættes i gang.
Rytterne tilbagelægger en rute på 110 kilometer på cirka fire timer for at sætte fokus på cykelsporten - og så for at hente penge hjem til Gigtforeningen.
"Man må betale noget tilbage for sin sport. Jeg har været elitesportsmand i 25 år, så jeg vil gerne give noget tilbage. Løbet kan være med til at skabe interesse hos publikum og sætte fokus på Gigtforeningen," forklarer verdensmester i 100 kilometer holdkørsel i 1966 Jørgen Emil Hansen om sine motiver for at medvirke.
Forfærdelig sygdom
Han har været med siden begyndelsen - for sjette gang i år - og er glad for, at det i år er Gigtforeningen, der drager nytte af de mange penge fra deltagergebyrerne.
"Gigt er en forfærdelig sygdom, som ikke er så kendt, men som rammer utroligt mange. Det at hoppe på cyklen kan være en god motionsform for gigtramte, og det vil jeg gerne være med til at gøre opmærksom på," siger han.
De mange deltagere i velgørenhedsløbet har hver betalt omkring 400 kroner for at være med, og alt overskud går til foreningen.
Jørgen Emil Hansen danner bagtroppen og er med til at samle dem, der punkterer, op, så flokken kan køre samlet i mål på Frederiksberg cirka klokken 13 - en time før de professionelle ankommer. Rytterne skal dog ikke til at lappe punkteringer undervejs, for der er en escortebil med undervejs med nye hjul, så det punkterede lynhurtigt kan skiftes ud.
"Velgørenhed passer mig glimrende"
Journalist Mikael Kamber, flere ansatte fra Hoffet, hvis idrætsforening er med til at arrangere løbet - og desuden lokale iværksætter Carlo Lorentzen er at finde blandt rytterne:
"Jeg er cykelkammerat med Jørgen Emil - på den måde er jeg blevet involveret. Jeg cykler over 20.000 kilometer om året og har også cyklet til Paris med Team Rynkeby tre gange. Det passer mig glimrende med det velgørende formål," siger han.
Hvilken forening, der får glæde af overskuddet, skifter fra år til år. Sidste år fik Børnecancerfonden gavn af løbet.
Som man kan læse på rytternes sorte t-shirts, har en ud af otte danskere gigt.
Ud over Lars Løkke Rasmussen kan man også få et glimt af blandt andre Rolf Sørensen og lokale Jørgen Marcussen, der blev nummer tre til VM i landevejsløb i 1978. Kronprins Frederik vil dog ikke deltage i år.
Det officielle Post Danmark Rundt starter klokken 11.45 fra Torvet.