Fest på Grenaa Havn
Masser af aktiviteter i løbet af lørdagen
Der er lagt op til den helt store fest på Grenaa Havn lørdag 13.august.
Lige fra morgenstunden vil der være aktiviteter til grillen tændes om eftermiddagen.
Topunderholdningen leveres klokken 16, hvor der er bådrace i hjemmelavede både.
Start dagen med en dans
Traditionen tro er der gratis morgenkaffe og rundstykker til morgenfriske. Der vil også være mulighed for at købe en 'lille' en til halsen, hvis man har de behov om morgenen.
Det kan være en god ide, da Grenaa Harmonikaklub starter med at spille første gang til morgenkaffen, og kroppen allerede da skal varmes op til en svingom.
Ellers er der danse-opvisning ved Kattegat Western Dance fra klokken 10, hvor der også kan danses bagefter.
Fiskene kommer i centrum
Fiskeauktionens første etape begynder klokken 10.30, hvor der som sædvanlig vil være en kendt person til at være auktionarius. I år er det byrådsmedlem Lars Møller fra Norddjurs Kommune, der svinger hammeren.
Frokosten består af et sildebord, hvor der også vil være fiskefrikadeller fra panden. Her vil også være mulighed for at købe øl og snaps i tidsrummet fra 11 til 13.
Ved to-tiden starter der en redningsøvelse, hvor der er garanteret drama.
Ellers er der nok noget at se tilog måske også hjælpe med, når de hjemmelavede både turner ud klokken fire til det store bådrace.