Dansk hoteldronning i Monaco fylder 70 år
For Jonna Kjeldsen, der ejer Montra-hotelkæden, er det at runde 70 år ikke et signal til at holde op med at arbejde
Jonna og Mogens Kjeldsen drev i mange år Electromatic i Hadsten. Meget af handelen foregik med udlandet. Der var 22 datterselskaber, som solgte 80 procent af produkterne i udlandet. "Vi rejste selv meget, og vi opdagede desuden, at der var et behov for overnatningsmuligheder for gæster fra udlandet. Derfor kastede vi os over Nilles Kro i 1992. Den ligger med et dejligt stort opland," fortæller Jonna Kjeldsen, der i Montra-kæden har seks hoteller.
I vores område er det Nilles Kro og Hotel Sabro Kro. Hertil kommer hoteller i Odder, Hanstholm og Hirtshals. Frem til 2004 kørte ægteparret kæden, men i 2004 døde Mogens Kjeldsen, hvorefter Jonna Kjeldsen kom til at stå i spidsen.
Lidt i kufferten
Hvad er hemmeligheden bag, at du har ekspanderet i en tid, hvor ikke alle hoteller har det lige godt?
"Der er ingen hemmelighed. Beslutningerne om at uvide ligger før den dårlige periode. Hvis jeg skulle starte i dag, ville jeg da lige tænke mig godt om," lyder det fra Jonna Kjeldsen, der ikke skylder en øre på hotellerne i dag. Men hun er også klar over, at hvis hun ikke havde "haft lidt i kufferten", så var det nok ikke gået så godt.
Den udbygning af Sabro Kro, der er sket gennem et par år, har sin egen forklaring: "Sabro Kro har en fantastisk beliggenhed i forhold til bl.a. Århus, og når man i receptionen før i tiden måtte høre de mange "desværre, der er intet ledigt", så vidste vi jo, at behovet for flere værelser var stort," siger Jonna Kjeldsen.
Europæer og dansker
Sin faste bopæl har Jonna Kjeldsen i Monaco. Et sted, hun godt kan li' at være. Hun boede sammen med Mogens Kjeldsen i 17 år i England, og beskatningsmæssigt er Monaco ikke mere attraktiv end England, hvis nogen skulle spørge.
"Mindst en gang om måneden er jeg i Danmark og holder møder med bestyrelserne og direktionerne. Og jeg prøver at komme rundt til alle seks hoteller," fortæller Jonna Kjeldsen, der ikke opfatter sig som særlig fransk, selv om hun også har et sommerhus i Frankrig. "Mere europæer, men mest dansk."
Se på noget smukt
Når man kommer rundt på dine hoteller ser man mange smukke ting, som du har bragt hjem fra udlandet. Ikke mindst fra Provence.
"Jeg kan li? at have noget smukt at se på. En dejlig måde at fordrive tiden på. Men jeg er ikke specielt kunstinteresseret. Jeg tager ofte rundt på markeder og køber ind," lyder forklaringen.
Hårdt arbejde
Dagligdagen for hotelejeren indeholder naturligvis sædvanlige "husmor-gøremål", men det er også hårdt arbejde at styre hotellerne, selv om støtten fra direktørerne er uvurderlig. Hver morgen kl. 9 sidderJonna Kjeldsen på sit kontor.
Hvad skal der ske fremadrettet? 70 år er jo da en ting!
"Jeg er utrolig privilegeret. Har et dejligt arbejde. Og jeg har jo mine fem børnebørn at tage mig af, men jeg har ingen planer om at stoppe med at arbejde. Hobbyer er ikke lige mig. Men jeg skal da have fundet en løsning på, hvad der skal ske med foretagendet, når jeg ikke kan mere," siger Jonna Kjeldsen.
Montra?
Hvis man slår op i diverse ordbøger kan man altså ikke finde en forklaring på eller en oversættelse af ordet Montra?
"I virkeligheden skulle det betyde "mit skatkammer". Det hedder på fransk "Mon tresor". Derfor burde det have heddet "Montre" i sammentrækningen, men vi syntes nu, at Montra lød bedre," lyder forklaringen fra Jonna Kjeldsen, der fylder 70 år 18. august. De bliver fejret i flere tempi og kommer til at foregå på tre af hotellerne.