Derfor bør du vælge øl, når du griller
Vin med garvesyre nok til at afsyre et havebord, er tudetosset til mad tilberedt på grill.
Stiger temperaturen til over 20 grader, har vinen det ikke godt og bliver en sur mundfuld Chateau de Rævepis. Vin slukker heller ikke tørst og matcher sjældent sommerens grillede retter. Grillpølser og vin? Spareribs og vin?
Kolde øl til en varm grill ? ja tak.
Det er altid muligt at finde en god øl til enhver grill menu. Husk blot den simple grundregel - til lyse og lette retter, bør der serveres lyse og lette øl, til mørkt og kraftigere kød, bør der serveres mørke og kraftige øl.
Det er langt mere besværligt og ofte rent held, at finde en vin med tanniner og syre, der matcher en grillmenu.
Drop vinen og byd dine gæster på en kold læskende øl. Gem de tørre og sure vine til din bankrådgivers afskedsreception.
Når vi danskere griller, er der traditionelt pølser, bøffer og kylling på kuglegrillen.
Til en god pølse med kartoffelsalat, hører en kold pilsner. Intet mindre og intet andet. Du ødelægger alle smagsoplevelser ved en grillpølse, ved at servere et surt og lunkent glas vin til.
Skal du servere en rigtig god dansk pilsner, så køb et par flasker Århus Bryghus Extra Pilsner. Denne ægte Århus historie af en pilsner, er en øl med 5 % alkohol, brygget på pilsnermalt, hvedemalt og karamelmalt.
Den er som de øvrige øl fra Aarhus Bryghus udelukkende humlet med aromahumle. Den er inspireret af de tjekkiske øl, og derfor er denne øl mere fyldig og lækker end de fleste danske pilsnere.
Til et stykke kyllingebryst med salat, kan en tysk weissbier være passende.
Samspillet mellem salatens sprødhed, den grillede kylling, øllets hvide skum, nuancer af frugt, citrus og sød banan, giver en fyldig smagsoplevelse.
Erdinger Hefe Weissbier koster fra omtrent 13 kroner for ½ liter i de fleste supermarkeder og bør serveres direkte fra køleskabet.
Er der spareribs på menuen, kommer man ikke udenom Budweiser fra St. Louis i USA.
Barbecue spareribs smager altså bare markant mere gennemført, med en ½ liter iskold Budweiser, frem for et glas Royale Pinsler (Royal Pilsner) eller en Slots Classic.
Budweiser er en meget spinkel øl som alle kan drikke. Den smager nemlig ikke af ret meget, men er en god tørstslukker.
Budweiser på 5,0 % koster ca. 13 kroner for ½ liter i de fleste supermarkeder.
Steaks eller kalvemedaljoner er et must, når der grilles.
Hertil vil jeg anbefale Black Ale fra Thisted Bryghus. Black Ale er et mesterværk, hvor opvarmede lavasten nedsænkes i urten under brygningen. Under den lange og kolde eftergæring, dannes et karamellag om stenene, som frigøres i øllet.
Det munder det ud i en eksplosion af ristede humlenuancer i smag og aroma, af kaffe, lakrids, nelliker og grapefrugt. Øllen har en mættende effekt qua den fyldige smag.
Thisted Bryghus Black Ale 8,2 % koster 12,95 kroner i de fleste supermarkeder.
Til dessert på en dejlig grillaften, er jordbær eller frugtsalat med vaniljecreme, en fornem afslutning.
Hertil har folk med strittende lillefinger og fine fornemmelser, ment at champagne er passende.
Du opnår en bedre smagsoplevelse uden at vrænge ansigtet i syre-smerte, ved at nyde en frugtøl til dine friske jordbær. Den belgiske jordbærøl Früli, er en suveræn øl til dessert og jordbær i særdeleshed. Alternativt Jacobsen Rosé Wit til 35 kroner i de fleste supermarkeder.
Skål og husk at øl nydes bedst køligt. Velbekomme.