Natteravne sørger for tryg fest for nye gymnasieelever
Natteravne fra fire områder møder op til det traditionelle arrangement for 1 G.'er i Dyrehaven
Fredag aften er de nystartede gymnasieelevers store dag i Ulvedalene i Dyrehaven. Og traditionen tro dukker mange ældre elever op for at feste med 'putterne'.
Det giver trængsel i det grønne, eftersom arrangementet tiltrækker elever fra alle gymnasier i området, og derfor er Natteravnene i Rudersdal, Birkerød, Lyngby-Taarbæk og og Gentofte gået sammen om at sikre, at de unge får en rolig og tryg aften.
"Det er fornuftige mennesker, men erfaringerne viser, at nogle har brug for lidt voksenhjælp - måske bare i form af et glas vand", siger Søren Schock Petersem, formand for Natteravnene i Gentofte.
Han satser på, at 40-45 natteravne vil møde frem.
"Fra Gentofte har foreløbig seks natteravne meldt sig, men tilmeldingen er endnu ikke slut", siger den lokale formand.
Hvor Natteravnene normalt arbejder fra kl. 22 til midnat, møder de allerede op i Ulvedalene sidst på eftermiddagenen og fortsætter til kl. 02.
Udgangspunktet bliver et opstillet telt i udkanten af områder, og herfra vil de gulklædte natteravnene vandre rundt mellem festdeltagerne.