"En vej til forståelse og tolerance"
Kirsten og Sven Andersen har været vært for tre udvekslingsstudenter
Det er slet ikke så indviklet, det med mellemfolkelig forståelse. Kirsten og Sven Andersen, St. Sjørup, der siden maj har været Rotary-vært for australske Katie Byrne, har haft udvekslingsstudenter to gange tidligere.
Svært at blive uvenner
Besøget af Jules Scarlet fra Australien ligger 25 år tilbage, i 1986, og Vanessa fra Brasilien kom i 1990. Kirsten og Sven Andersen er stadig i kontakt med begge to.
"Vi ringer sammen hver nytårsaften og til fødselsdage. Jeg er overbevist om, at hvis du rejser og besøger andre lande, så er det sværere at blive uvenner med de lande. Det skaber forståelse og tolerance med hensyn til andres levemåde," siger Kirsten Andersen.
Jules Scarlet har besøgt Kirsten og Sven Andersen mange gange i de 25 år. Til oktober ser de hende igen, når deres datter skal giftes. De har inviteret Jules med som gæst, og hun bliver i to-tre uger.
"Hun er stadig vores datter", fortæller Kirsten Andersen med et blødt glimt i øjnene.
Besøg forude
De har stærke bånd til både Jules og Vanessa, som de ringer sammen med hver nytårsaften og til fødselsdage. Kirsten Andersen havde for eksempel fødselsdag i går, onsdag. Da hun åbnede sin mail om morgenen, lå der en hilsen til hende fra Jules:
"Tillykke mor."
Også Katie betragter de nærmest som et af deres egne børn. Det gør deres biologiske børn vist også. I hvert fald kalder de Katie for deres lillesøster, mens børnebørnene kalder hende for moster og faster.
Kirsten og Sven Andersen har lovet at besøge Vanessa i Brasilien, og forude venter vist også et besøg i Australien hos Jules og selvfølgelig også Katie, når hun er tilbage igen.