"Jeg ser med fingrene"

Det er ikke altid lige let at være blind. Det kan Kjeld Andersen skrive under på. Lokalavisen møder ham i hans lille etplans- lejlighed i Ganløse, hvor han gladeligt byder os velkommen.

Han fortæller ivrigt om sit udfordringsrige liv - et liv, der har været præget af både op- og nedture:

"Jeg føler mig lidt forladt en gang i mellem. Men omvendt så har jeg det nemmere end andre synshandikappede, i og med jeg har været det hele mit liv. Jeg tror den rigtige depression rammer dem, der bliver blinde i en moden alder. Det er sværere for dem at acceptere. Det er jo bare et spørgsmål om træning," siger han.

Roser lokal samfundet

Kjeld Andersen boede, før han flyttede til Ganløse, 50 år i indre København. Og det virker ikke som om, han savner det hektiske byliv, som Danmarks metropol byder på.

"Det er væsentlig sværere at være synshæmmet i en storby. Jeg er rigtig glad for, at jeg nu bor i et lokalsamfund, hvor folk kender en. Desuden er det nemmere for mig at gå tur her, da jeg hurtigt har lært gaderne at kende," siger han og understreger, hvor vigtigt det er for ham at få motion.

"Efter min førerhund blev for gammel, er det blevet sværere for mig at komme ud. Jeg har ansøgt om en ny førerhund, og der har da også været et par på prøve herude. Problemet var bare, at den første kunne ikke skelne mellem at "være på arbejde", når den havde bøjle på, og have fri, når den var i flexsnor. Den væltede mig seks gange, inden jeg måtte sande, at den skulle tilbage for at få mere træning. Nu har jeg købt en motionscykel i stedet for nu, siger han.

Oplevelser i Japan

For nogle år tilbage tog Kjeld Andersen en beslutning - en beslutning om at foretage en rejse til den anden ende af jorden. Den oplevelse vil han aldrig glemme:

"Jeg besluttede mig for at tage til Japan. Min bror og min svigerinde boede derovre på det tidspunkt, og jeg tænkte, at selvom jeg er blind, så kunne det godt lade sig gøre. Jeg så det meste af Japan igennem mine fingre. Når jeg nu ikke kan se noget, så må jeg jo røre mig frem. Det betyder, jeg må vaske hænder lidt oftere," griner han.

Tilbage på dansk grund tager han rundt til ældrecentre og møder folk, der har samme handikap. Her fortæller han om sine oplevelser.

"Det er vigtigt for mig at sprede det budskab til andre blinde, at man sagtens kan opleve verden, selvom man ikke kan se. Jeg har et indædt ønske om at fortælle folk, at vi er på lige fod med resten af verden, selvom vi har et handikap. Jeg ser ofte, at folk er bange for at kontakte mig. Måske er de bange for at forskrække mig? Tvivlen kommer ofte seende mennesker til gode, og det er ofte nemmere ikke at sige noget. Den usikkerhed folk har til blinde, vil vi gerne komme til livs," siger han.

Kjeld Andersen er medlem af Dansk Blindesamfund, som i øvrigt har 100 års jubilæum. Jubilæet fejrer de med en kampagne, der skal oplyse danskere om, hvordan man tager kontakt til blinde i samfundet med respekt.