Strandvejsboliger fås til udsalgspris
Hæderlige Strandvejsvillaer kan nu om dage erhverves for mindre end fire millioner kontant
En Strandvejsvilla til under fire millioner kroner hører stadig til undtagelserne. Der er bare kommet flere undtagelser igennem de seneste år. I dag er der 11 villaer til salg på Strandvejen i denne prisklasse, skriver Boligsiden.dk.
"For godt to år siden var der otte villaer til salg til en pris under 4 millioner kroner på Strandvejen. I fjor talte vi syv, og nu har vi for første gang rundet de 10 og er oppe på 11 styk," fortæller Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.
Det billigste hus på Strandvejen mellem Hellerup og Helsingør er et Skovserhus på bare 56 kvadratmeter tæt ved Skovshoved havn. Huset koster knap 1,8 millioner kroner.
Det dyreste hus er kun én krone under de fire millioner. Til gengæld er kvadratmeterprisen kun 33.333 kroner, og det er langt fra højt for en Strandvejsvilla.
14.000 pr. kvadratmeter
Den billigste kvadratmeterpris finder vi på Ny Strandvej 65 i Espergærde. Det er et parcelhus fra 1970 til knap 14.000 kroner pr. kvadratmeter. En yderst lav kvadratmeterpris på denne adresse, men så må du også finde dig i at bo i sjette række fra stranden.
To perler ved Mikkelborg
Blandt de 11 Strandvejsboliger er en 139 kvadratmeter stråtækt fiskeridyl ved Mikkelborg Strand. Huset er fra 1775 og ligger på 595 kvadratmeter strandgrund hyllet i strandroser. Ejendommen kan erhverves for 3.295.000 kroner eller 23.705 pr. kvadratmeter.
En anelse længere nordpå skal du af med 30.496 kroner pr. kvadratmeter for et hus i samme størrelse, men grunden på vestsiden af Strandvejen lige syd for Nivåbugten er dobbelt så stor, og huset er arkitekttegnet årgang 1959.