Fysikmedaljer til Gentofte-elever
Fire ud af fem på det danske hold, der vandt medaljer ved fysiskolympiaden i Bangkok, går på gymnasier i Gentofte
Der var både medaljer og hædrende omtale til det danske hold ved 'International Physics Olympiad', den internationale olympiade i fysik, der blev afholdt i Bangkok.
Olympiaden var for unge under 20 år, og fem danske elever deltog - heraf fire fra gymnasier i Gentofte - i feltet, der talte næsten 400 af de bedste fysikelever fra hele verden.
Efter en krævende teoretisk og eksperimentel prøve blev det til bronzemedalje til Jacob Gade Koefoed og Nicholas Gauguin Houghton-Larsen (begge Gl. Hellerup) samt hædrende omtale til Boris Bolvig Kjær fra Aurehøj Gymnasium.
Medaljer og hædersbeviser blev overrakt af den thailandske kronprinsesse Maha Chakri Sirindhorn.