Netdating på nordsjællandske strande
Med smartphones er sommeren ikke længere lavsæson for netdating, fortæller stifteren af Elitedaters.dk, Nigel Rasmussen fra Birkerød
Selvom han trives fint i sit parforhold, bruger Nigel Rasmussen fra Birkerød en stor del af sin tid på netdating - dog kun professionelt.
Han er nemlig ophavsmanden bag datingsitet Elitedaters.dk, som er målrettet mod akademikere og karriereorienterede singler:
"Kultiverede singler skal have mulighed for at møde hinanden uden for det konventionelle datingmarked, hvor desperation, sex og smagløse præsentationer uden selvkritik i årevis har domineret," siger Nigel Rasmussen.
Ideen til Elitedaters.dk fik Nigel Rasmussen i 2005, da han kiggede sig rundt i sin vennekreds og sit tidligere studiemiljø:
"Der var helt klart et hul i markedet. Veluddannede, moderne singler havde ikke noget mødested på nettet, og jeg så muligheden for en god niche," siger Nigel Rasmussen.
Flirten er blevet mobil
Da Elitedaters.dk startede, havde folkene bag principielt bedre tid til at holde lange sommerferier.
Dengang var der nemlig meget lidt aktivitet på sitet, når det gode vejr udenfor trak mere end flirten foran computerskærmen. Det har nye mobile medievaner ændret totalt på, fortæller Nigel Rasmussen:
"Brugen af smartphones er eksploderet de seneste år, og det ses tydeligt på Elitedaters. Nu fortsætter flirten fra solsengen, ved bardisken og på båden, fordi folk ikke længere er afhængige af at sidde ved en computer for at date via nettet."
I dag bliver Elitedaters' iPhone App og den mobile browser brugt næsten ligeså ofte som den stationære computer i hjemmet i sommermånederne.
At netdating er blevet tilgængeligt udendørs åbner døren for en mere spontan måde at date på, er Nigel Rasmussens erfaring:
"Når brugernes dating-post popper ind lige ved siden af cocktailen i baren, er det meget nemmere at aftale spontane dates, med udgangspunkt i det sted de er lige her og nu. Det er med til at bryde de lange mailkorrespondancer uden fysisk kemi, som netdating desværre også er kendt for".
Datingboom i Nordsjælland
I dag er Elitedaters landets største datingsite i Nordsjælland og København og har 30.000 medlemmer:
"Det kan være svært at møde andre seriøse singler nord for København, fordi nattelivet som bekendt er noget sparsomt i det nordsjællandske. Her bliver Elitedaters et godt alternativ".
"Mange akademikere oplever, at de brede datingsites på nettet er for useriøse og minder for meget om billetmærke og bagsiden af Ekstra Bladet", siger stifter af datingsitet Elitedaters.dk, Nigel Rasmussen.
I dag er der 1 mio. smartphones-ejere i Danmark. Det betyder, at netdating i høj grad er rykket udendørs, er erfaringen hos datingsitet Elitedaters.dk.