En sommerfest med spark i
Årets sommerfest i Vivild har flere nyheder på årets program
Stafet, havetraktortræk, ringridning og look-a-like-konkurrence.
Det er bare nogle af de nyheder, der er til årets sommerfest i Vivild.
Det fortæller Iben Bolvig, der sidder i hovedbestyrelsen og sommerfestudvalget i Vivild IF.
Hun glæder sig over, at der er flere nyheder på programmet, og at gamle travere som det årlige motionsløb nu tilsættes lidt nyt.
Stafetten skifter hånd
"I år har vi lavet løbet om til en stafet, hvor firmaer, naboer og andre kan lave hold. Vi håber, at det bliver festligt, når løberne kommer ind over festpladsen for at give stafetten videre til næste løber på holdet," siger hun.
Der skal fire personer til et hold, og hver enkelt holddeltager skal løbe 2,5 kilometer.
Da der ikke kræves tilmelding forud for løbsdagen, kan folk med lyst til at løbe bare møde op før løbet, der begynder fredag klokken 19.
"Hvis man ikke lige har nogen at løbe med, så skal man bare komme. Så laver vi nogle hold. Hvis man er to personer, skal man også bare møde op, for så kan hver person løbe to gange" siger Iben bolvig.
Havetraktortræk for alle
Ligeledes skal man bare møde op, hvis man er den glade indehaver indehaver af en fyrig havetraktor.
Lørdag eftermiddag klokken 13 er der nemlig havetraktortræk efterfulgt af ringridning kl. 14.30 - ikke til hest, men i havetraktor.
"Det er for helt almindelige havefolk. Vi har lavet en slæde med noget tyngde på, der skal trækkes på en bane," siger Iben Bolvig.
Festens højdepunkt - lørdag aften - er i år garneret med en look-a-like-konkurrene.
Her optræder lokale kendinge på de skrå brædder som berømtheder, der er kendt af de fleste.
Det forlyder, at der er besøg af både Bee Gee's og Spice Girls.