Vandkamp vil koste en milliard
Teknisk Formand Tue Tortzen frygter, at regningen for at løse fremtidens regnproblemer i Hillerød bliver svimlende høj
Regningen for at løse Hillerøds problemer med vandmasserne fra fremtidens forventede ekstremregn bliver enorm.
Det vurderer formanden for Teknik- og Miljøudvalget Tue Tortzen (Fælleslisten).
"Jeg har hørt overslag på mellem 200 og 500 millioner kroner for østbyen alene, så det kan koste op mod en milliard kroner for hele kommunen," siger Tue Tortzen, der håber på, at en lovændring vil muliggøre finansieringen.
Over 20 år
Tue Tortzen anslår, at milliarden skal bruges over de næste 20 år.
"Men jeg vil hellere bruge en milliard på fem år for at løse problemerne," siger Tue Tortzen, der ikke udelukker eksproprieringer for at løse problemerne.
Desuden skal der blandt andet udbygges kloakker, etableres kanaler og laves nye vådområder.
"Det svære ved at finde en løsning er, at vi hele tiden skal regne med, at problemerne bliver værre. For eksempel har jeg aldrig tidligere set oversvømmelser i rundkørslen ved Milnersvej, som vi så det under regnvejret mandag."