DTU i nummerpladefejde med SKAT
SKAT har hevet Danmarks Tekniske Universitet i Lundtofte i retten. Universitetet skal betale fuld registreringsafgift af deres tjenestebiler, mener SKAT. Det vil gå ud over forskningen, lyder forsvaret fra DTU
Normalt bruger Danmarks Tekniske Universitet energien på at uddanne fremtidens ingeniører og på forskning, men snart skal de bruge nogle af kræfterne i en retssal. DTU er nemlig blevet hevet i retten af SKAT. Det er universitetets vognpark, der er omdrejningspunktet for striden mellem de to statslige institutioner. DTU mener nemlig, at de har ret til at lade deres tjenestebiler køre rundt uden registreringsafgift. Men den opfattelse er SKAT bestemt ikke enig i. Derfor har landets øverste skattemyndighed stævnet DTU med krav om, at universitetet får betalt registreringsafgift af deres cirka 200 biler. Tidligere har biler i statsregi altid kunnet slippe for registreringsafgift, men efter universiteterne er blevet selvejende institutioner, så gælder samme afgiftsregler som for private virksomheder. DTU har ellers tidligere fået medhold i Landsskatteretten, men den afgørelse er SKAT altså langt fra enig i.
Universitetsdirektør Claus Nielsen undrer sig over søgsmålet fra de statslige 'venner' i SKAT.
"Jeg synes, det er uskønt, at man bruger domstolssystemet til at klare uenigheder mellem forskellige statslige institutioner. Det er spild af skatteborgernes penge og vores tid og ressourcer. De eneste, der får glæde af det, er de advokater vi benytter," siger Claus Nielsen til DR Nyheder.
Forskningen vil lide
Taber DTU i retten, er det forskningen det går ud over, vurderer Claus Nielsen. For skal de 200 DTU-biler indregistreres på normal vis, vil det løbe op imellem tre til fem millioner kroner.
"Alt andet lige har vi jo så fem millioner kroner mindre til forskning om året. På den måde synes jeg, at det er en indirekte måde at kompromittere forskningsmålsætningen på," siger Claus Nielsen.
SKAT ønsker ikke at kommentere på den igangværende retssag. Ifølge professor Jørgen Grønnegaard Christensen fra Aarhus Universitet kan der dog være fornuft i at staten stævner sine egne institutioner, omend det er helt uhørt.
"Det står i virkeligheden hen i det uvisse, præcis hvilken retslig status universiteterne har. Det er faktisk ret væsentligt at få det afklaret. I sådan en situation er domstolene den instans, der er bedst til at afklare, hvad der er op og ned i sagen," lyder det fra professoren til DR Nyheder.
Sagen SKAT versus DTU vil formentlig blive fulgt tæt af andre uddannelsesinstitutioner rundt om i landet, idet den vil danne præcedens for fremtidige retningslinjer. Mens der altså er opstået splid om, hvorvidt DTU skal betale registreringsafgift, så har universitetet stadig fuld momsfrihed.