Sommerby til glæde for byen og dens hus
Overskuddet fra sommerby-dagene i St. Sjørup går til istandsættelse af byens fælles hus
Olaf Krog Madsen er på pladsen fra start denne tirsdag, hvor det sidste af sommerens fire sommerby-arrangementer løber af stabelen. Han har arbejdstøj på og har sikkert andet at tage sig til, men tager sig alligevel lige tid til Lokalavisens spørgsmål. Det gælder det hus, der spiller en central rolle i sommerby-dagene.
Mødested for yen
Huset ligger tæt på søen. Det er byens gamle skole. Bylauget købte huset for et par år siden, og indtægterne fra sommerby finansierer istandsættelsen.
"Huset er til fælles formål for byen. Det er base for markedsaktiviteterne, og det skal laves til mødested for fællesspisninger og andet. Vi har også en vision om, at det kan bruges til turistformål, for eksempel udstillinger. Det skal vi nok have en brainstorming om på et tidspunkt."
Sommeroplevelser
Olaf Krogh Madsen anser sommerby-aktiviteterne som et betydeligt bidrag til sommeroplevelser i lokalområdet.
"Det er mødested for rigtig mange forskellige mennesker."
Han har ved at tælle antallet af biler midt på en markedsdag skønnet sig frem til antallet af gæster.
"På de gode dage er der vel mellem 2000 og 3000 gæster."
Sommerby-dagene er herlige i sig selv. Derfor er det da også rart, at der endnu mangler en del at lave på huset, konklurderer Olaf Krogh Madsen.
"Vi er kommet langt med huset, men der er endnu meget at gøre. Derfor er der basis for at holde fest i mange år endnu."