To ulykker kan ikke slå mig ud

"Hvor der er vilje, er der vej." Sådan lyder et gammelt dansk ordsprog. Måske synes nogen, at det er blevet en anelse slidt i kanterne, men hvis ordsproget passer på nogen - ja så er det altså Rita Bech, der kommer fra Jyllinge, og som arbejder i Egedal ældrepleje, som hjemmehjælper.
I løbet af 2010 kom hun ud for to ulykker, der ødelagde hendes ene ben. Første gang var i slutningen af januar. Her blev hun kørt ned af en bilist og fik knust en del af højre ben, brud på anklen og trykket nogle ribben. Dette betød, at hun lå på sygehuset i otte dage og var på aflastning på plejehjem i fem uger. Herefter begyndte Rita Bech på genoptræning. I løbet af seks måneder kæmpede hun sig tilbage, så hun stort set kunne det samme, som før ulykken.

Kun en stok

I august begyndte hun så på sit arbejde igen som hjemmehjælper på nedsat tid i Egedal Kommune.
"Jeg havde en stok med, så jeg kunne støtte mig til den en gang imellem, men ellers klarede jeg mine opgaver. Der blev taget hensyn til, at jeg ikke skulle gå så meget, men ellers klarede jeg mit arbejde og var ude og hjælpe de ældre i deres boliger," fortæller Rita Bech.
Lidt over to uger efter hun er begyndt på arbejde, er den gal igen. Her falder hun på sit badeværelse og brækker lårbenet i sit højre ben. Endnu en gang kommer hun på hospital, og endnu en gang begynder hun på genoptræning, inden hun tager på tre ugers intensiv genoptræning på Montebello i Spanien i december måned.
Den 3. januar 2011 står hun klar til at arbejde på fuld tid i hjemmeplejen i Egedal Kommune.
"Jeg elsker mit arbejde, og jeg har det godt sammen med mine kollegaer, og så er jeg nok også noget af en fighter," fortæller Rita Bech.

Svært for folk at forstå

Der var heller ikke mange, der forstod, eller som ville have, at hun begyndte at arbejde igen, så kort tid efter de to ulykker.
"Venner og kollegaer mente, at det var for hårdt et arbejde til mig, men jeg ville. Overlægen, der stod for min behandling, kunne heller ikke forstå min beslutning og sagde til mig, at han syntes, det var for tidligt at gå i gang,? siger Rita Bech
?I starten passede mine kollegaer på mig og hjalp mig med alt muligt. Til sidst blev jeg nødt til at banke i bordet og sige, at det skulle de ikke. Jeg skulle nok klare mig," siger hun.
Rita Bech er 51 år og har arbejdet som sygehjælper og hjemmehjælper, siden hun var 20 år gammel. Hun arbejder 32 timer om ugen, ligesom hun gjorde før de to ulykker. Hun står op omkring klokken fem om morgenen for at komme i bad, spise morgenmad og lufte hunden, inden hun sætter sig på sin tre-hjulede-cykel for at køre hele vejen fra Jyllinge til Stenløse for at komme på job.
"Jeg kæmpede fra dag et på at blive helt rask. Når jeg har sat mig noget i hovedet, så er det, jeg vil. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad andre synes. Jeg vil nå det mål, jeg har sat mig, og her var målet at blive rask og komme tilbage til det dejlige fællesskab, jeg har med mine kollegaer," fortæller Rita Bech.
Det har krævet meget viljestyrke at komme tilbage på fuld styrke efter de to ulykker. Det eneste, der er tilbage, er, at Rita Bech halter en lille smule på benet. Men i dag laver hun det samme som alle andre i hjemmeplejen. Viljestyrken har ført vej, men en gang var viljen lige ved at smuldre for Rita Bech.

Ikke pive

"Det var frygteligt efter min anden ulykke. Jeg lå i sengen en hel uge og ventede på at blive opereret, og samtidig tænkte jeg på, at nu skulle jeg til at begynde helt forfra. Det var lige før, at jeg mistede modet.? siger Rita Bech og fortsætter:
?Men jeg er opdraget til, at man ikke skal pive over noget, og at man aldrig skal give op. Jeg ville ikke have nogen begrænsninger, og det har jeg faktisk ikke i dag," siger Rita Bech
De to ulykker og kampen for at kunne gøre alt det, som hun kunne før ulykkerne, har dog ændret Rita på et punkt.
"I dag ved jeg faktisk ikke, hvad stress er. Eller sagt på en anden måde: jeg vil ikke være stresset. Jeg giver mig tid til det, jeg gør. Hvis jeg møder folk på gaden, der begynder at tale til mig, ja så giver jeg mig selv tid til en sludder. Jeg er nok også blevet bedre til at tage imod hjælp fra andre. Jeg er også blevet mindre perfektionist. Før i tiden skulle min have være perfekt, og der skulle altid gøres rent, før jeg fik gæster. Sådan er det ikke i dag," siger Rita Bech med et smil på læberne.