Frederiksborg Slot - nu med forhindrings-bane
Det er en kende sværere end vanligt at få det perfekte turistbillede på Frederiksborg i denne tid.
Indgangen til det fotogene slot er nemlig omdannet til noget, der minder om en forhindringsbane. Årsagen er, at broen til Indre Slotsgård skal sættes i stand, og det betyder, at man har været nødt til at pakke alt ind i stilladser - og etablere en midlertidig gangbro.
Til gengæld kan turisterne så glæde sig over muligheden for fredelig nærkontakt med en vaskeægte dansk brandbil. Sådan en er nemlig udstationeret i Slotsgården for en sikkerheds skyld, så længe broarbejdet står på.