"Ikke flere rosiner, nødder - og creme i ..."
Statsminister Lars Løkke Rasmussen slog følge med Team Rotary Favrskov på 4. etape
Det var fredag aften i Paris tid for Team Rotary Favrskovs holdkaptajn at gøre status over en 1.400 km lang cykeltur fra Hinnerup til Byernes By. Turen har budt på mange oplevelser, men en af dem skiller sig ud, for den danske statsminister slog på 4. etape følge med Team Rotary Favrskov.
Lars Løkke Rasmussen var på jagt efter sit eget hold fra Team Rynkeby Ringe. Han genkendte - trods briller og hjelm - hurtigt sin partifælle fra Favrskov, Anders G. Christensen.
"Ja, Lars (Løkke Rasmussen, red) havde haft defekt og var på vej op igen, da han så os. Og så fortalte han, at han havde bemærket vores lokale Favrskov-projekt og syntes godt om de to formål, vi samlede ind til," fortæller Anders G. fra hotelværelset i Paris.
De to Venstre-politikere fulgtes 6-700 meter ad den lille landevej på vej mod etapemålet i Holland.
"Vi snakkede ikke politik, men vi var enige om, at rosiner, nødder og creme i røven gider vi ikke mere," griner Anders G. Christensen og tilføjer, at statsministeren så velkørende ud. Det er fjerde gang, Lars Løkke deltager i pariserturen.
Ankom planmæssigt
Klokken var kun et par minutter over 14 fredag eftermiddag, da holdet med supermotionister fra Team Rotary Favrskov trillede ind på Place de la Concorde.
En af Favrskovpostens trofaste læsere, Torben Skovgaard, var tilfældigt i Paris, da byen pludselig blev invaderet af danskere på cykel. Han fandt hurtigt de lokale fra Favrskov på den otte ha store parisiske plads.
"De var glade - men mest fordi det nu er overstået. Jeg talte med en af mine kolleger fra Falck, Jørn Abildgaard. Han fortalte mig, at det havde været en meget hård tur med masser af modvind. Kun torsdag havde vinden været i samme retning som de skulle cykle," sagde Torben Skovgaard i telefonen fra Paris.
Fantastisk tur
Anders G. Christensen kunne på sit hotelværelse nær Place de la Nation i det 11. arrondissement fredag aften gøre status. Han har selv kørt turen to gange tidligere, men denne gang er den første som holdkaptajn.
"Når jeg tænker tilbage på uge et i januar måned, hvor Rotary-folkene mødtes på Sabro Kro og begyndte at udveksle tanker om dette projekt, synes jeg, det er helt fantastisk, at vi i dag er nået Paris blot syv måneder senere."
"Og vi havde to mål om at samle penge ind, hvoraf det ene er klaret 100 procent. Hammel Neurocenter får de 250.000 kroner, mens det andet, End Polio Now, ikke helt er gjort op. Men der bliver et pænt beløb, er vi sikre på. Nu skal vi have talt bonerne sammen," lyder det fra Paris.
Erfaringerne er gjort
Team Rotary Favrskovs kaptajn vil også hjem for at evaluere turen. Erfaringerne skal vendes.
"Vi har kørt noget længere, end mange af de andre danske hold. Vi tog en vestlig rute gennem Belgien, hvor de andre kørte mere østpå over Ardennerne. Derfor nåede vi op på 1.400 km, mens de andre danske nøjedes med 1.100-1.200 km."
Anders G. Christensen er glad for, at han og de andre Rotary-folk fra Favrskov Kommune slog sig sammen. Rotary-klubberne i Hinnerup, Hammel og Hadsten havde et fælles mål.
"Det fundament, som vi byggede dette på, er rigtig godt. Et lokalt Favrskov-projekt, hvor vi fik deltagere med fra alle hjørner af kommunen. Og vi er rigtig glade for den dækning, I som medie har givet os. Mange har vist fulgt med," siger Anders G., der ikke skal bruge lørdagen på at trille en tur til Versailles ovenpå de mange kilometre. Cyklen er pakket sammen.
"Jeg skal sove længe, for som holdkaptajn er du sidst i seng og igen op kl seks hver morgen sammen med din viceholdkaptajn. Så nu vil jeg nyde livet lørdag morgen."
Favrskovposten siger tak for turen med et: Bon nuit, dormez bien!