"Fodbold er bare sygt fedt"
I denne uge er der træning, træning og træning i massevis til Elite Football Camp i Risskov
"Very good Antonio," råber den spanske træner David Torres efter ti-årige Anton Sjøberg fra VIK-Fodbold.
Anton er et af de 72 håndplukkede fodboldtalenter under 12 år fra hele Danmark, som i uge 29 deltager i Elite Football Camp i Risskov.
Under den fem dage lange camp træner drengene tre gange 90 minutter hver dag, og det kan godt blive en kende hårdt.
"Jo, det er lidt hårdt, men det vænner man sig til på andendagen, og så er det bare sjovt. Fodbold er jo sygt fedt," fortæller Anton Sjøberg.
Kommunikation på engelsk
Elite-campen har besøg af fem professionelle trænere fra verdens mest berømte fodboldskole i det nordlige Spanien, så kommunikationen med de unge drenge foregår på engelsk med spansk accent.
"Det er spændende at prøve at træne med nye trænere, og det går faktisk meget godt med at forstå dem. De bruger hænderne meget til at forklare, så vi forstår det," fortæller Anton Sjøberg.
Og skulle det alligevel være svært at forstå, så hjælper fire assistenttrænere fra Skovbakken med at guide drengene på dansk.
Nye kammerater også
Selvom elite-campen naturligvis i høj grad handler om driblinger, finter og nye tricks, så er der også plads til, at drengene kan lære hinanden godt at kende uden for banen også.
"Jeg har fået 3-4 nye kammerater og synes, det er sjovt at møde nye venner," lyder det fra Anton Sjøberg, som fortæller, at hans favoritspiller er David Silva fra Manchester City.
Anton afslører desuden, at han - måske ikke så overraskende - gerne vil være fodboldspiller, når han bliver stor.
"Jeg håber bare, at jeg er god nok," smiler Anton Sjøberg.
Og det er Anton måske. I hvert fald synes træner David Torres, at der er nogle dygtige drenge på campen. Han fortæller:
"Drengene lærer hurtigt, og der er et godt niveau alt i alt. Niveauet er faktisk bedre, end jeg forventede."