"Mændene? De står i køkkenet"
Ugen stod på wellness for kvinderne og madlavning for mændene på Mantziusgården
Duften af krydret mad mødes med dunsten af neglelak, når man åbner døren til Pensionisthuset på Mantziusgården i Birkerød.
I sommerugerne er der løbende aktiviteter i pensionisthuset. Tre dage i uge 29 står den på forskellig wellness. Omkring ti kvinder er samlet om bordet, hvor der er et mylder af skønhedsprodukter og vinglas med passionsjuice.
En af dem, der har lagt vejen forbi for at blive forkælet, er Bente Nielsen:
"Man får det så dejligt. Alene det, at nogen drager omsorg for en giver livskvalitet," siger hun, mens de andre istemmer med begejstrede kommentarer.
Hver dag på wellnesskurset starter med morgensamling om et fint dækket morgenbord. I dag har Grete Schelde indledt med en lille historie om, hvordan man vænner sig til et nyt tempo som ældre:
"Engang tog man til lægen på vej på cyklen mellem alle sine andre aktiviteter. Nu er det måske et dagsprojekt, og det skal man vænne sig til. Til gengæld er der bedre tid til at nyde de gode ting i livet," siger hun.
Mænd i køkkenet
Rundt om bordet bliver der ordnet neglebånd, filet og lakeret på de smukke, rynkede hænder. Ikke en eneste mandehånd er her: "Mændene, de laver da maden til os," kommer svaret hurtigt fra flere sider, mens der bliver fniset.
Og ganske rigtigt - i køkkenet står der mænd ved kødgryderne. De er nemlig tilmeldt madlavning for mænd. Denne uge står den på indisk mad, som serveres for kvinderne til wellnesskurset og de øvrige ældre, der kommer i cafeen.
Henning Illum er i gang med at tilberede Bombay curry. Han er spændt på, hvordan det mon smager:
"Det er jo udenlandsk mad. Det vegetarmad, vi lavede igår, var ret stærkt med både ingefær og chili. Jeg tog i hvert fald kun én gang."
Den 8. august udkommer efterårets program for aktiviteter i Pensionisthuset Mantziusgården. 15, august er der tilmelding. Efterårets hold bliver for eksempel mandemad, fitness, musik, litteratur og udflugter.