Til kamp for den gode smag
Restauratør Jakob Vinkler fra Smag i Ebeltoft higer efter den hele oplevelse og springer over hvor gærdet er højest
En by og en egn lever af de personer og de virksomheder, som vil gøre en forskel når det gælder kvalitet, handlekraft og opfindsomhed. Og blandt den unge generation af den slags skikkelser i Ebeltoft og på Djursland træder den 30-årige restauratør, kok, bager og forretningsindehaver fra madhuset Smag, Jakob Vinkler, mere og mere i karakter som en fremtidens mand med energi og visioner.
Senest har han med initiativet JazzFood festival fra sidste fredag til mandag i Ebeltoft sat et nyt skib i søen, som forhåbentlig kan blive en tradition med perspektiv i for Ebeltoft.
”Målet er at skabe en intens festivaloplevelse over flere dage, hvor det gode måltid og en række af landets fineste jazzmusikere sammen skal løfte begivenheden langt op i den danske sommerhimmel,” siger Jakob Vinkler om Smags initiativ.
I fire dage har anerkendte jazzmusikere underholdt forskellige steder i Ebeltoft og især har restaurant Smags charmerende gårdhave i Skindergade lagt scene til flere intimkoncerter.
Mad med jazz
Den gode iværksætter ser mulighederne og JazzFoodfestival er netop kommet i stand gennem et samarbejde mellem Jakob Vinkler og den herboende jazzmusiker og komponist, saxofonisten Niels Vincentz.
”Omdrejningspunktet har været Niels Vincentz og hans netværk i ind- og udland,” siger Jakob Vinkler, som også har inddraget Ebeltoft Jazzklub og Kulturministeriet i arrangementet.
”Med festivalen vil vi også gerne skubbe grænsen for Aarhus Jazzfestival lidt længere mod øst,” siger Jakob Vinkler om muligheden for at udnytte at kendte jazzmusikere er i området til en anden og større begivenhed i forvejen.
Fik stort ansvar
Som søn af landets vel nok fineste pilefletter og kurvemager, Bent Vinkler fra Homå, er Jakob Vinkler vokset op med respekt for det gode håndværk.
Pilen pegede ellers i en helt anden retning både hvad geografi og enhver angik, da den unge Jakob efter en opvækst omkring Vestbirk Højskole, hvor hans forældre underviste, søgte mod København og en optagelse på Kunstakademiet.
” Men jeg skulle have et job ved siden af og kom i kontakt med Emmery-kæden og var med til at opbygge den kendte kæde af kvalitetsbagerier i København,” fortæller Jakob Vinkler, som efterhånden fik stort ansvar og stod for driften af blandt andet Emmery's i City Vest i Aarhus.
Lært af fagfolk
Jakob Vinkler er hverken uddannet kok eller bager, men har gennem samarbejder med dygtige fagfolk gjort sig de mange erfaringer han i dag sammen med sin kæreste Britta Bo Jansen bruger til at drive Smag som et madhus i Ebeltoft med eget køkken og bageri.
For seks år siden slog han sig ned på Djursland og etablerede sig med et produktionskøkken i Homå og forretning i Østergade i Grenaa. Siden kom madhuset i Skindergade i Ebeltoft med eget køkken og bageri.
”Men det var som om jeg satte mig mellem to stole og derfor valgte jeg at koncentrere mig om stedet i Ebeltoft,” siger Jakob Vinkler , som nu med sin familie bor og arbejder i det smukke byhus i Skindergade med den unikke gårdhave midt i Ebeltoft.
En moderne kolonial
Jakob Vinkler tror på at han har fundet et koncept, som kan bringe gode madoplevelser og kvalitet også til mindre byer som for eksempel Ebeltoft.
”Smag er mere end bare en café. Det er også en moderne kolonialforretning, hvor vi sælger smagfulde råvarer, hjemmelavede delikatesser, importerede specialiteter, godt brød og kager, og vin,” siger Jakob Vinkler. Målet er at inspirere og skabe glæde når det gælder madlavning, for det gode måltid starter med Jakob Vinklers ord altid ved indkøbet.
Åbner for andre sanser
I caféen vil Jakob Vinkler gerne pille højtideligheden ud det at gå på restaurant og gøre madoplevelsen mere afslappet og nærværende.
Maden laves med respekt for råvarerne og altid helt fra bunden, men bliver serveret i afslappede omgivelser som for eksempel i gårdhaven i Skindergade til lyden af jazzmusik.
”Jeg laver og serverer min mad ud fra en helhedsopfattelse. Den gode madoplevelse åbner også for andre sanser. Maden åbner for andre veje til oplevelser og derfor vil vi med vores sted og den mad vi serverer gerne skabe et socialt rum omkring mange slags oplevelser,” siger Jakob Vinkler, som laver mad både i huset og ud af huset.