Hun hjælper de tørkeramte
39-årige Tilde Frøyr fra Ordrup er rejst til Etiopiens Somali-region, der i øjeblikket er hårdt ramt af tørke
Tilde Frøyr fra Ordrup er rejst til Etiopiens Somali-region, hvor hun de kommende ni måneder skal være projektkoordinator for Læger uden Grænsers projekt i East Imey-distriktet, der er et af de områder, der i øjeblikket er hårdt ramt af tørke.
I byen East Imey driver Læger uden Grænser et sundhedscenter, hvor man giver ernæringshjælp til underernærede børn, og hvor de alvorligt syge har mulighed for at blive indlagt. Organisationen har desuden mobile klinikker, som hver uge besøger en række afsidesliggende samfund.
Desuden tilbydes basal sundhedspleje, hjælp til gravide og fødende og behandling af patienter med tuberkulose, som er et stort sundhedsproblem i regionen.
Somali-regionen er tyndt befolket, og området er plaget af fødevareusikkerhed og tilbagevendende konflikter mellem oprørsgrupper og regeringen.
"Der bliver helt sikkert mange udfordringer, men jeg glæder mig til at give mig i kast med opgaven. Min ambition er, at få projektet til at køre effektivt, så vi kan hjælpe så mange som muligt", siger Tilde Frøyr, der er 39 år og tidligere har arbejdet som projektkoordinator for Læger uden Grænser.
Vanskelige forhold
Tilde Frøyr understreger, hun vil have fokus på, at de ansatte trives, og er trygge under de ofte vanskelige arbejdsforhold.
Som projektkoordinator bliver Tilde Frøyr ansvarlig for at lede projektet i East Imey, som tæller godt og vel 100 medarbejdere lokalt ansatte såvel som internationalt udsendte.
Hun bliver organisationens repræsentant overfor myndighederne og personer med indflydelse i området, og hun vil sammen med Læger uden Grænsers landechef være ansvarlig for projektets sikkerhed, ligesom hun vil stå for den løbende rapportering.
Læger uden Grænser har arbejdet i Etiopien siden 1984.