"Jeg var på amfetamin, kokain og ecstasy."
Lokalavisen tog en snak med en af gæsterne på Følle Strand om blandt andet nogle af livets store dumheder
Denne mandag eftermiddag var der ikke rigtig sommerferiestemning ved stranden. Vejret var dejligt, og solen skinnede.
Det lovede godt for feriegæsterne, der var begyndt at indtage sommerhusene og campingpladserne. Men folk syntes åbenbart, at vandet var for koldt, for der var ikke mange ude at sole sig, og endnu færre badede i havet.
Lokalavisen traf dog en familie med lokalt islæt, datteren bor ganske vist i Tilst, men forældrene bor på Amaliegården i Hornslet.
Datteren Maria-Chanette havde tid til en lille snak om hverdagens gøremål.
Har du nogle søskende?
"Jeg har en lillebror Theis på tre, der lige nu er i bar røv. Så har jeg en lillesøster Caroline på fire, der er derhjemme."
Hvilke bøger læser du?
"Bente Clods 'Englekraft' og 'I Vildens Sky'. De handler om en pige, der mister personer omkring sig. Det fører hende over i en deroute af stoffer og alkohol. Men hun kommer på en kur og bliver clean."
Hvilken film så du sidst?
"Den sidste 'Shrek' nummer fire, tror jeg."
Hvad er dit bedste minde?
"Det var min fødselsdag i lørdags. Min kæreste var der, og vi kørte op på campingpladsen 'Fornæs'. Så kørte vi hjem og spiste og hyggede med vennerne. Det var en dag med masser af gode gaver. Og jeg skulle ikke tænke over så mange ting."
Hvem skylder du en undskyldning?
"Ingen. Der er nogle, der skylder mig en undskyldning. Det har noget med min mor at gøre."
Hvem fik du dit første kys af?
"Det var af en rigtig god kammerat. Vi var vel en 13- 14 år gamle, Husker ikke lige navnet. Hukommelsen er ikke så god mere efter mit misbrug."
Hvilken farve/årstid?
"Det går fra sort, grå til hvid, grøn/Helt klart sommer."
Hvad er din største last?
"Det er at ryge. Jeg ryger cirka en pakke om dagen. Til en fest kan jeg sagtens ryge tre pakker fra seks aften til seks morgen."
Hvad er det dummeste du har gjort?
"Det er mit misbrug af stoffer. Jeg fandt det forkerte selskab i Århus. Nu er jeg kommet ud af det, nu ryger jeg kun. Jeg har været clean cirka et år. Jeg var på alt, hvad jeg kunne stoppe i munden: Amfetamin, kokain, ecstasy."
Hvad er din livret/ynglingsdrik?
"Sushi/Hvidvin: Moscato d'Asti"
Hvad laver du i din fritid?
"Jeg er jockey for min træner Tina Hovgaard i Tranbjerg. Jeg har redet, siden jeg var seks år gammel og undervist andre. Problemet med at være jockey er, at du skal veje omkring 50 kg. Det gør, at mange får spiseforstyrelser. Lige nu vejer jeg 59. Det er ok som amatørjockey. Ellers løber jeg hver tredje dag."
Hvilket land vil du helst bo i?
"Jeg havde den fedeste oplevelse, da jeg var i Australien. Vi var i Sydney og se Operahuset. Jeg havde min blomsterkjole på. Desuden var vi Zoologisk have, og der kunne vi røre ved dyrene."
Hvilket link kan du anbefale?
"Facebook eller jvt.dk. Det er jydsk væddeløbsbanes hjemmeside."
Hvad er dine fremtidsdrømme?
"Det er at stifte en familie. Få et lille hus og en god økonomi. Bare være lykkelig. Det er kunne dele drømmene med den, man er sammen med."
Har du en kæreste?
"Han hedder Nikolai Andreasen. Han er 20 og kommer fra Hadsten. Han er rejsemontør for Behr."
Hvad er lykke?
"Det er, når jeg er sammen med dem, som jeg holder af. De nærmeste. Bare have det godt, snakke med dem, interessere sig for hinanden."
Hvad hader/elsker du?
"Jeg bryder mig ikke om folk, der bagtaler andre. Eller være uvenner med sin familie/Jeg elsker min kæreste og familien. Det at ride er befriende. Jeg slipper mine tanker og får fornyet energi."
Hvad er dit motto?
"Everyday creates your history"
Hvor meget søvn får du?
"Til hverdag får jeg syv til otte timer. Jeg går i seng ved 22-tiden. I weekenden kan det være mere begrænset. Der svinger det fra fire til ti timer."
Hvor mange penge bruger du hver måned?
"Jeg er på kontanthjælp. Der får jeg 5800 kroner efter skat. Så går der 3000 til husleje og telefon. Tøj bruger jeg ikke så mange penge på mere. Mine skabe bugner. Ellers kan jeg nemt bruge 300-400 kroner på en weekendtur."
Hvornår var du til din første fest med alkohol?
"Jeg var 14 år. Det var mig og en veninde. Vi skulle slet ikke drikke. Jeg husker, at min veninde brækkede sig ud over cykelstyret, og vi blev fulgt hjem af nogle venner. Vi brækkede os om kap hele natten."
Ryger du?
"Ja. Jeg føler, det er afstressende. Man kan trække vejret en ekstra gang, hvis man er sur. Ellers er det nok mest en vane. Det er rart at have noget i hånden, men jeg holder snart. Min far har lovet mig kørekort og bil, hvis jeg holder."
Hvad får du at spise?
"Det er ikke altid, at jeg får morgenmad. Det er faktisk sjældent. Det er oftest knækbrød, yoghurt og rundstykker. Til frokost får jeg heller ikke altid noget. Nogle gange rugbrød eller pastasalat. Om aftenen spiser jeg sjældent hjemme. Elsker lasagne, en god bøf eller salat. Jeg er ikke kræsen."
Bruger du dine forældre?
"Nogle ting snakker jeg ikke med dem om. Der snakker jeg med min kæreste. Ellers kan jeg snakke med dem om alt. Jeg ringer stadig til dem, hvis jeg skal et eller andet, så ved de, hvor jeg er. Det er en gammel vane."
Hvor lang tid bruger du på at gøre dig klar hver morgen?
"Max 20 minutter. Jeg går i bad om aftenen. Jeg bruger lidt make-up i weekenden, så tager det nok en time."
Hvor mange timer om dagen ser du TV?
"Omkring fem timer. Hvis jeg slapper af seks til otte timer. Det er mest TV2 og ZULU. Ellers Beverly Hills og Venner er et must."
Hvor mange timer bruger du på facebook?
"Den er på telefonen. Omkring to timer hver dag."