Mænd får for lidt
Mænd er i dårlig form og får for lidt motion. Norddjurs Kommune rusker nu op i mændene med operation K.R.A.M
"De fleste mænd hos os synes, at spinning er en god motionsform. Jeg tror, det er, fordi de kan sidde og se på damerne," siger tømrermester Klaus Allermann, Aalsrode Tømrerfirma, og slår en smittende latter op, før han fortsætter:
"Nej, spinning er en meget koncentreret motionsform. Jeg tror, de tænker, at det er en time om ugen, og så er det det."
Mændene hos tømrerfirmaet er for tiden særlig interesseret i motion.
Det skyldes ikke, at de pludselig har set lyset, men nærmere, at der er nogen, der har inspireret dem.
Norddjurs Kommune arbejder nemlig med et treårigt udviklingsprojekt, kaldet K.R.A.M, der handler om at få mænd på forskellige arbejdspladser til at være sundene.
En af de arbejdspladser, der er med, er netop Aalsrode Tømrerfirma i Grenaa.
Mænd er i dårlig form
Der er rigtig god grund til at have fokus på mænd.
Det fortæller sundheds- og sekretariatschef Pia Moldt.
"Det er særdeles relevant at sætte fokus på mænds sundhed. Den nyeste sundhedsprofil viser nemlig, at mænds sundhedstilstand generelt er dårligere end kvinders," siger Pia Moldt.
Klaus Allermann fra Aalsrode Tømrerfirma er godt klar over det.
"Når vi kigger ned af os selv, kan vi godt se, at der sidder lidt på sidebenene," fortæller han
Derfor vil tømrer firmaet gerne være med i operation K.R.A.M.
De øvrige fire deltagende virksomheder er Nørgaard Teknik A/S, L-Tek A/S, Grenaa Havn A/S og HSM Industri A/S.
Det giver fællesskab
Der er blevet holdt dialogmøder på virksomhederne i maj for at finde ud af, hvilke sundhedsfremmende aktiviteter, der kan friste mændene.
I øjeblikket arbejder Norddjurs Kommune på at lave aktivitetspakker, som passer til den enkelte virksomhed.
Herefter starter de sundhedsfremmende aktiviteter op på virksomhederne i september. Tanken er, at projektet skal fortsætte frem til juni 2013.
Tømrermester Klaus Allermann ser frem til virksomhedens videre deltagelse i projektet.
"De ansatte har været meget interesserede, og jeg håber og tror på, at det vil styrke fællesskabet i virksomheden".