Japanere lærte af Hillerød Hospital
34 farmaceuter fra Japan var forleden på besøg hos danske kolleger på Hillerød Hospital
Fredag var der besøg langvejs fra på Hillerød Hospital, da 34 japanske farmaceuter besøgte danske kolleger. Besøget havde særligt rod i en interesse i den måde, hvorpå farmaceuterne på Hillerød Hospital er med helt i front og fungerer som en sparringspartner for læger og sygeplejersker i undersøgelsen af patienten.
"Vi var selvsagt meget overraskede over at få en henvendelse fra Japan, da vi intet har publiceret på engelsk om farmaceutordningen i akutmodtagelserne. Men jeg har fundet ud af, at det er via nogle svenske farmaceuter, at japanerne har hørt om vores projekt med farmaceuter i frontlinjen," siger områdechef farmaceut Dorthe Vilstrup Thomsen fra Region Hovedstadens Apotek i en pressemeddelelse.
Personalet i Akutmodtagelsen kunne blandt andet fortælle de japanske gæster, at farmaceuterne helt konkret orienterer sig i patientens PEM (personlige elektroniske medicinprofil) og sammenholder oplysningerne herfra med en eventuel medbragt medicinliste og patientens egne oplysninger om medicinen.
Hvis det er nødvendigt, kontakter farmaceuten patientens praktiserende læge.