Cykelstjerner på landevejen i Rungsted
I Rungsted var der cykelløb med deltagelse af Matti Breschel og tidligere ryttere Bo Hamburger og Michael Sandstød
Mere end 80 cykelryttere blev fulgt rundt af 10 oplagte motorcykel marhalls med Jørgen Guldborg i spidsen, alt sammen ledt og dirigeret af den forreste førerbil med Louise Thorsøe bag rattet.
Rungsted Cykelklub var værter for et arrangement der var et led i CEC - Copenhagen Event Companys cykelløb, hvor cykelrytterne 15 tirsdage i 2011 mødes på 15 forskellige firmaadresser og kører cykelløb og bagefter networker over en bid brød.
Rungsted CK/custombolig.dk er medlem af dette netværk og i slutningen af juni var det deres tur til at byde velkommen.
Ruten var en rundstrækning på 11 km med den ubehagelige Sandbjergvej med cirka tre km 2-3 % stigning fra starten herefter under motorvejen og ned ad punklerne på Gl. Holtevej, via den flade Langhaven til Gøngehusvej og med opløbstrækning på Henrik Holms Alle.
Michael Sandstød og hans søn "Mini Sandstød" kom henholdsvis på 1. og 2. pladsen med den ældste øverst på skamlen, 3'er blev Bo Hamburger, som absolut stadig kan håndtere en racercykel, og stifteren af Rungsted Cykelklub, Rasmus E. Andersen blev nummer fire. Matti Breschell udviste barmhjertighed på dagen og udgik inden sidste omgang.
Det handler dog ikke kun om, at blive nr. 1, 2 og 3, men også om det fantastiske fællesskab Copenhagen Event Bureau har skabt under ledelse af Partner Tino Thorsøe. Folk er oplagte, der er røverhistorier og hjælpende hænder over alt.
"Det var et fedt arrangement i nogle professionelle rammer. Stor tak til hjælpen af medlemmer i klubben til trods for en lidt sen ankomst endte det med 80 frisksmurte sandwich, som på ca. 2-3 minutter var væk - sammen med de 80 sodavand," sagde Rasmus E. Andersen fra Rungsted CK efter arrangementet, som også glædede sig over den opbakning cykelklubben fik fra Super-Best i Rungsted.