Der er spark i den kvinde
Lotte Heise optræder med tre k'er - Kaos, kærlighed og krybdyr er titlen på hendes nye show, som kommer til Kulturhuset Pavillonen
Lotte Heise er efter mere end fire års fravær klar med et nyt show, som hun kalder Kaos, kærlighed og krybdyr.
22. september optræder hun med showet på Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Her giver hun den på vanlig stil gas som hurtigsnakker og spidder danskerne på emner som eksempelvis manglende konsekvens i folkeskolen, teenageliv, der også omfatter en meterlang varan, og finanskrisen - og dem, der alligevel scorer kassen.
Pigeaften med menu
I forbindelse med Lotte Heises show er der pigeaften - et koncept, som Kulturhuset Pavillonen tidligere har haft god succes med.
Aftenen indledes derfor klokken 18 med en buffet for piger, der kan forudbestilles.