Enid kommer til Grenaa for at rejse penge til børn i Uganda
Enid Namirembe, der er på besøg i Danmark, er for første gang i sit liv udenfor Uganda
For første gang i sit liv er 31-årige Enid Namirembe uden for sit hjemland Uganda. Hun er på besøg i Danmark, og det har indtil videre budt på flere overraskelser.
"Her er rent, der er ikke huller i jeres veje, og der er meget få tyve."
Der er mange ting, 31-årige Enid Namirembe prøver og ser for allerførste gang.
Hjælper fattige børn
Enid Namirembe bor til daglig i Ugandas hovedstad Kampala, hvor hun arbejder for den danske organisation Help Africa. Den har til formål at hjælpe nogle af Ugandas mange millioner fattige og forældreløse børn til at komme i skole og få sig en uddannelse.
Sammen med tre kolleger tager hun ud i slummen og interviewer børnene. Så bliver historierne lagt på Help Africas hjemmeside, hvor folk fra hele verden har mulighed for at sponsorere et barn ved månedligt at betale for dets skolegang.
Skal finde sponsorer
Hovedparten af sponsorerne kommer fra Danmark, Sverige og Norge. Planen er, at Enid Namirembe frem til sin afgang 3. august skal bo hos forskellige sponsorfamilier i Danmark og Norge i håb om at fundraise til fordel for organisationen og skaffe yderligere sponsorer.
Hun kommer snart til Grenaa, hvor Ulla og Olaf Jensen bor. Familien Jensen er en af de familier, som sponsorer et barn i Uganda.
Mange maskiner i Danmark
Besøget varer en måned, men Enid Namirembe har allerede oplevet mere, end hun havde forestillet sig hjemmefra. For eksempel er hun benovet over alle de maskiiner, vi har.
"Jeg vidste godt, at I havde maskiner til at vaske tøj i, men der er også maskiner til opvask og til at slå græs med."
Tyve er sjældne
Enid Namirembe roser Danmark for sine tilsyneladende få tyve, og gang på gang bliver hun overrasket over, at hun godt kan lade sin taske stå i et uaflåst telt eller på en stol, mens hun henter mad.
"Jeg tror, at tyverier er sjældne her. Hvis jeg efterlader min taske et sted, så er den der, når jeg kommer tilbage. Og når I tanker benzin, så gør I det selv. Det er der folk til i Uganda. Ellers kører folk bare fra regningen."