Vi skal vænne os til ekstreme skybrud
Temperaturen i Danmark er steget - og det er risikoen for ekstreme skybrud også
Skybruddet, der i sidste weekend lammede store dele af Københavns infrastruktur i flere dage, var det mest ekstreme, DMI nogensinde har registreret.
Og der er noget, der tyder på, at vi skal vænne os til at himlen åbner sig og sender enorme mængder vand ned over os.
"Den konkrete hændelse kan ikke med sikkerhed relateres til de igangværende klimaændringer, men det er ikke desto mindre, hvad vores klimamodeller varsler mere af i løbet af de næste 50 og 100 år," siger klimaforsker ved Danmarks Klimacenter på DMI, Ole Bøssing Christensen i en pressemeddelelse.
Den globale opvarmning påvirker nedbørsmønsteret både globalt og i Danmark. Middeltemperaturen i Danmark er steget cirka 1,5 grader siden 1870, og da varm luft har mulighed for at indeholde mere vanddamp, opnås hyppigere de rette forhold for dannelsen af kraftige skybrud.
Beregninger foretaget med globale og regionale klimamodeller viser, at kraftige nedbørshændelser vil forekomme oftere og blive kraftigere.
"Sidste weekends skybrud er ikke en direkte konsekvens af den globale opvarmning, men sandsynligheden for flere lignende hændelser vil øges, når vi går en varmere fremtid i møde," fortæller Ole Bøssing Christensen.