Thomas Max Hansen bliver ny træner i HEI
Sushi skal sikre hurtig tilbagevenden til serie 2
Den lokale serie 3 klub, HEI, vil frem i verden. Med ansættelsen af Århusstedet 'Copenhagens' ejer Thomas Max Hansen er spillerne sikret et sted at spise god sushi og få spændende cocktails udover naturligvis at få interessant fodboldmæssig coaching.
Flere triumfer på Skæring Stadion, tak!
"Det er ikke uden stolthed, at HEI's førstehold i Serie 3 fra den kommende sæson skal trænes af den tidligere topspiller Thomas Max Hansen," udtaler Thomas Olesen fra HEI.
Med ansættelsen af trænerprofilen Thomas Max Hansen viser HEI, at de har ambitioner om mere end Serie 3 fodbold på Skæring Stadion.
Meget passende var Thomas Max Hansen med på AGF's oldboyshold, da de i silende regnvejr sikrede sig trofæet i DBU's Pokalturnering på netop Skæring Stadion i juni måned.
Solid trænerbaggrund
Thomas Max Hansen har en alsidig træneruddannelse. Han har blandt andet stået for talentudviklingen i Randers FC som ITU-træner (ITU står for Integreret Talent Udvikling), samt været cheftræner for Hadsund i serie 1 og Lysengs jyllandsserie. Senest har den 39-årige træner stået i spidsen for Odders danmarksseriehold.
Også på det spillemæssige plan har Thomas Max Hansen CV'et i orden. Det er blevet til divisionskampe for blandt andet Randers FC, Viborg FF og FC Midtjylland.
Så det er absolut en stor kapacitet, som HEI har fået tilknyttet til de bedste fodboldherrer.
Bestyrelsen har da også arbejdet hårdt på at få Thomas Max Hansen som træner. Målet er at blive den bedste klub i lokalområdet inden længe.
Klubben vil naturligvis indenfor den nærmeste fremtid præsentere Thomas Max Hansen yderligere på HEI's hjemmeside.