Xenia er én af de bedste i verden til at windsurfe
Xenia fra Skødstrup blev nummer tre i VM Freestyle i windsurfing
Xenia Kessler, 22, er vild med at windsurfe. Hun har været med til freestyle worldcup for kvinder fire gange og blander sig allerede med de dygtigste i toppen. Ved hendes tredje worldcup midt i juni blev det til en femteplads, og senest stod hun på podiet som nummer tre.
Der er i år freestyle world cups for kvinderne tre steder rundt om i verden. Den første blev afviklet i Bonaire i Caribien, dernæst var det Aruba, Caribien, der lagde vand og vind til. Den fandt sted fra 19. til 26. juni, og det var her, Xenia blev jummer tre.
Fra 22. til 27. juli går det løs med den tredje og sidste worldcup i år. Det er på Fuerteventura på Kanarieøerne.
Forener sport og studier
Xenia Kessler er vokset op i Skødstrup. Her startede hun med at windsurfe i Århus Windsurf Klub, hvor hun trænede flere gange om ugen.
For et år siden flyttede hun til Odense for at uddanne sig til journalist. Det kan være vanskeligt at forene studier med en sport på topplan, men takket være et program, der hedder Syddansk Elite, lykkes det at få enderne til at nå sammen.
"Det giver mig mulighed for at følge med i timerne, når jeg er væk til træning og worldcups, samt mulighed for at skubbe eksamensterminen, hvis det for eksempel falder sammen med en worldcup."
Oplevelser og muligheder
Xenia Kessler er som nævnt netop kommet hjem til Danmark fra Caribien og om kort tid sætter hun kursen til Fuerteventura for at deltage i den tredje og sidste worldcup i år. Samtidig med at det er herligt at dyrke sin sport og være med i konkurrencer, så sætter det også noget krydderi på hverdagen.
"Det kan godt være lidt hårdt at rejse så meget alene, men jeg er også virkelig glad og taknemmelig for de mange oplevelser og muligheder jeg har fået gennem sporten."