Spar Lolland støtter op om HB Køge
Banken forlænger sponsoraftale og køber aktier i forbindelse med den igangværende emission
HB Køges ledelse arbejder i denne tid hårdt på at generhverve retten til at tegne kontrakter med klubbens spillere, inden Superligaen sparkes i gang om halvanden måned. Som led i det arbejde har HB Køge lagt en fremsynet økonomisk plan, der skal sikre at klubben når i mål med arbejdet.
En del af den økonomiske plan omhandler en aktieemission, og her har der allerede nu vist sig stor opbakning fra erhvervslivet, der tror meget på den økonomiske plan og de visioner for fremtiden som HB Køge har fremlagt.
En af de virksomheder der ønsker at bakke op om kapitaludvidelsen og den økonomiske plan som HB Køge har fremlagt, er Spar Lolland, Køge. Banken har samtidig med forlængelse af sponsoraftalen besluttet at bakke op om den kommende aktieemission, og tegne en post aktier.
Baggrunden
Spar Lolland er et regionalt pengeinstitut med cirka 350 ansatte - og filialer på Lolland, Falster og Sjælland.
Spar Lolland har siden 2006 haft en afdeling på Søndre Alle 11 i Køge. Filialen beskæftiger ti medarbejdere og betjener et bredt udsnit af privat- og erhvervskunder i området, og har oplevet en meget tilfredsstillende udvikling og kundetilgang de senere år.
- Vi håber, at blive en af mange nye lokale aktionærer i HB Køge A/S. Desuden er det vores håb, at hele området nu vil bakke op om HB Køge, og melde sig på banen som samarbejdspartner for HB Køge, som fundament til at opfylde den spændende og ambitiøse målsætning om at etablere sig i toppen af dansk fodbold kan lykkes, udtaler Claus Båstrup, der er filialdirektør i Spar Lolland, Køge.
Spar Lolland, Køge, har været sponsor i HB Køge siden 2007, og har i perioden haft stor glæde af det velfungerende netværk blandt sponsorerne.
- Vi synes, at planerne er meget spændende, og vil derfor gerne bakke op - i øvrigt ligesom vi bakker op om mange andre gode lokale projekter, blandt andet Køge Festuge, Verdens Flygtninge - Køge 2011, kunststofbane i Herfølge, samt en række sponsorater i forskellige foreninger, udtaler Claus Båstrup.