Drengene og deres drømme
Ikke alle drenge befinder sig lige godt sammen med andre. Nu kan de få hjælp på linje med pigerne
Projektet "stille piger" har nu i et år fungeret med fine resultater i Favrskov. Nu kommer turen til drengene: "Dream team – boy".
"Man skal ikke tro, at det kun er pigerne, der har ar i følelserne. Også mange drenge har. Vi er blevet opfordret til at lave et program for dem parallelt med "Dream team – girl". Vi har set på erfaringerne andre steder fra, og at behovet er til stede kan vi se derfra, men også lokalt," fortæller projektleder Charlotte Have fra Favrskov Ungdomsskolen.
Mere kontant
Projektet sigter efter drenge, der er fra 13 til 18 år, som måske drømmer om at sige mere, have flere kammerater, være bedre til at sige til og fra, eller måske bare mærke, at man er dygtig til noget. Overordnet handler det om at muliggøre drømme.
"I den brochure, vi nu uddeler de steder, hvor de unge kommer, ligner naturligvis på mange måder den til pigerne, men sprogligt signaleres lidt mere kontante oplevelser. Mindre føleri, mere mærke," forklarer Charlotte Have.
Det ses ved beskrivelsen af aktiviteterne:
Krop/psyke: Motion, udfordringer og tillidsøvelser.
Boy talk: Livshistorie og livsdrømme.
Boy stuff: it og rollespil.
Slappe af: Spise popcorn og se film.
Flere tilmeldingsmuligheder
I projektet, der kører i to timer om ugen, vil man møde andre drenge med lignende drømme og så en voksen, man kan snakke med.
Man kan selv tilmelde sig hos Ungdomsskolen, men også forældre, lærere, pædagoger, og psykologer kan stå for tilmelding.
Der bliver drenge-hold to steder, nemlig i Ungdomsklubben i Ulstrup og Ungdomsskolen i Hadsten.