Hillerød Fodbold møder giganterne fra FCN
Så er det onsdag aften at Hillerød Fodbolds Serie 2-hold skal møde pokalmestrene og superligaspillerne fra FC Nordsjælland
Selvom der er langt fra Serie 2-fodbold i Hillerød til Superligaen i FC Nordsjælland, og der er lagt op til et gedigent nederlag til Hillerød, så glæder både trænere og spillere sig.
"De glæder sig og det gør jeg også. Jeg håber det bliver en rigtig god dag for klubben, for de frivillige og for byen," siger Hillerød Fodbolds træner Peter Ebbe Tønder, der selv tidligere har været oppe mod "overmagten", da han spillede for B1909 og skulle spille pokalkamp mod FC København. I den kamp scorede Peter Tønder og B1909 vandt hele 3-0.
"Jeg har en god statistik mod Superligahold," siger træneren, der griber kampen lidt anderledes an end turneringskampene i Serie 2.
Defensivt spil
"Vi spiller nok ikke 3-4-3 (med tre angribere red.), det bliver mere defensivt," siger Peter Tønder, der satser på oprykning til Serie 1 inden for to år, men godt kan se på spillerne i øjeblikket at de tænker på noget andet end Serie 2.
"De tænker på noget andet, men hvad de tænker på ved jeg selvfølgelig ikke. Det kan være pokalkampen, hvor jeg jo kommer til at skuffe nogen. Alle kan jo ikke være med," siger Peter Tønder, der kan berette om en god træningsindsats af spillerne.
Kampen bliver spillet onsdag den 31. august klokken 17.45 på Hillerød Stadion, og klubben håber naturligvis på at så mange som muligt, dukker op og støtter det lokale hold.