Ny kampagne skal forebygge tvangsægteskaber
Integrationsministeriet sætter fokus på social kontrol for at ændre holdningen blandt unge og forældre med minoritetsbaggrund
Gennem kampagnen "Dit liv, Dine muligheder" vil Integrationsministeriet i de kommende måneder sætte fokus på social kontrol og tvangsægteskaber. Målet er at sætte en holdningsændring i gang blandt unge og forældre med minoritetsbaggrund i blandt andet Aarhus og dermed reducere omfanget af æresrelaterede konflikter og social kontrol.
Erfaringer fra danske krise- og rådgivningsinstitutioner, politi og lærere vidner om, at for mange unge med anden etnisk baggrund møder modstand fra deres familie, når de bryder med traditioner og kulturer i deres oprindelsesland for at leve efter danske normer og værdier. Det kan være gennem forkert påklædning, upassende adfærd i forhold til det modsatte køn eller forkert valg af uddannelse eller ægtefælle. Og det kan have voldsomme konsekvenser for den enkelte.
Bær dit ansigt
I en gratis forestilling for særligt indbudte elever fra tekniske skoler, gymnasier og andre unge fra Aarhus og omegn kaldet "Bær dit ansigt" vil de unge blive involveret i de dilemmaer og reaktioner, der opstår i forbindelse med blandt andet ligestilling, rettigheder og kulturelle fordomme.
Forestillingen bliver opført på Århus Statsgymnasium onsdag 7. september kl. 12 og Gellerupscenen torsdag 8. september kl. 10.30. Herudover vil der være dialogmøde for forældre til unge med anden etnisk baggrund torsdag 6. oktober kl. 14.30-17 i Globus 1 i Brabrand.
Endelig får de unge information gennem Facebook (facebook.com/muligheder) og på www.nyidanmark.dk/ditliv, hvor de blandt andet kan læse autentiske personlige historier om æresrelaterede konflikter og kan deltage i debatten.
Tabubelagt emne
Integrationsminister Søren Pind (V) siger om kampagnen:
"Med kampagnen tager vi fat i et tabubelagt emne, som vi er nødt til at give opmærksomhed, indtil vi ikke længere hører om unge drenge og piger, der bliver gift mod deres vilje, piger der bliver overvåget af lokalsamfundet, og unge der bliver udsat for vold og forfølgelse, fordi de får kærester. Med denne kampagne når vi helt ud til både de unge og forældrene med budskabet om, at det er de unges eget liv".
Kampagnen bliver gennemført i samarbejde med ALS Research.
Læs mere på www.nyidanmark.dk/ditliv og www.facebook.com/muligheder.