Bombetrussel helt ude i hegnet
"TV2 Østjylland fortæller 13/7, at Skanderborg Svømmehal har modtaget en bombetrussel på mail. Bombetruslen er modtaget i kølvandet på en voldsom debat, som angiveligt er opstået i kølvandet på svømmehallens seneste tilbud til indvandrerkvinder, nemlig indførsel af en såkaldt "mandefri søndag" den første og tredje søndag i måneden.
Ifølge TV2 truer afsenderen af mailen da også netop med at sprænge svømmehallen i luften på en søndag.
Halinspektør Steffen Larsen står helt uforstående overfor truslen og forklarer, at svømmehallens tilbud blot er en udvidelse af svømmehallens åbningstider. Men ganske rigtigt kun for kvinder.
Som en af dem, der har kritiseret den ansvarlige bag idéen, Randi Kudsk Olsen, ledere af integrations- og kvarterløftsprojekt Højvang, er det mig magtpåliggende at melde ud, at jeg finder bombetruslerne mod Skanderborg Svømmehal helt ude i hegnet.
Det hører simpelthen ingen steder hjemme.
Man kan være enig eller uenig i, hvorvidt det er en god idé at indføre kønsopdelt svømning. Personligt er jeg imod forslaget, som jeg finder integrationshæmmende, antidemokratisk og uetisk, hvilket jeg da også tidligere har givet udtryk for her i avisen.
Hvis man som undertegnede ikke bryder sig om idéen, er der kun ét at gøre, nemlig efter bedste evne forsøge at komme med argumenter for sin overbevisning.
At gribe til vold eller trusler om vold er derimod helt uacceptabelt og en ren falliterklæring. Desværre findes der i Østjylland, specielt omkring Århus flere rabiate grupperinger, der ved flere lejligheder har vist, at de ikke tøver med at gribe til vold. Det drejer sig om bl.a. autonome grupper fra den yderste venstrefløj samt nazistisk inspirerede grupper fra det yderste højre.
Vold eller trusler om vold hører ikke hjemme i et sekulært, demokratisk samfund som det danske. Det gør derimod den frie debat."