Når sex og vanillekranse smelter sammen
Pia Bonnesen har netop fået en gammel pigedrøm opfyldt. Hun har netop udgivet sin første bog
Det startede med en fjollet romantisk pigedrøm, men det udviklede sig til også at blive en voksendrøm for 36-årige Pia Bonnesen fra Solbjerg.
Hun har netop udgivet sin første roman nogensinde, men lover, at det bestemt ikke bliver den sidste af slagsen.
"Jeg havde en dansklærer i folkeskolen, der sagde til mig, at jeg aldrig måtte stoppe med at skrive, og den har hængt fast siden," fortæller Pia Bonnesen, der 1. juli kom på gaden med debutromanen: "Sex, svigt og vanillekranse."
Hun startede på bogen tilbage i 1994, men i dag er der intet af den oprindelige handling tilbage udover to mennesker, der bor i en opgang.
Titlen er hun kommet på, fordi den blandt andet handler om sex og svigt. Samtidig er der en scene i bogen, hvor hovedpersonen, Lea Juhl, bager vanillekranse med sin syge mand.
Krise efter de 30
Pia mødte sin mand, Peter Christian, nogle år efter, hun var begyndt på de første sider i romanen. Han skubbede hende i gang med at leve sin store drøm ud.
"De seneste seks år har jeg været lidt i 30 års krise. Tiden flyver, og jeg blev nødt til at prøve det af. Min mand har virkelig hjulpet mig, så jeg kunne lykkes med bogen," smågriner Pia, der til daglig er lærer på Elsted Skole.
Hendes debutroman er en chick-lit med lidt mere bund end andre pigebøger, da den kommer omkring alvorlige emner som død, abort og kræft. Derudover er den fyldt med masser af sort humor uden fløde, som Pia udtrykker det.
"Jeg er selv håbløs romantikker, men også kynisk. Jeg er sort/hvid-tænkende, og derfor kan man både grine og blive bevæget af bogen."
Næsepilleri i bussen
Pia dyrker overdrevet i Sex, svigt og Vanillekranse.
"Jeg har beskrevet en scene, hvor Lea sidder i en bus og piller næse, men det viser sig, at det faktisk har været med vilje. Jeg kan godt lide det overdrevne, og lige tage tingene et skridt videre."
I lang tid troede Pia ikke på, at bogen nogensinde kom på gaden, men mange timer i sengen om aftenen, støtte fra ægtemanden og en sej kamp har gjort, at bogen nu kan købes i alle boghandler og på nettet.
"Jeg synes, den er blevet dødlækker. Det største har været, at jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kunne. Det er kæmpestort for mig, at bogen nu er ude, og jeg er så glad. Jeg har det rigtig godt med ordet forfatter, og vi har da også poppet en flaske så snart lejligheden har været der. Og jeg var helt oppe at køre i februar, da kontrakten med forlaget Mellemgaard kom i hus," storsmiler Pia, mens hun beundrer sin bog, der ligger på sofabordet.
Og hun fastslår, at det absolut ikke er sidste gang, at Pia Bonnesen står som forfatter på en bog.