Sø-slag skræmmer
Sti-projekt i Skanderborg gav så mange skrammer, at politikerne ikke vil bruge tid på et forslag om en "trampesti" omkring Stilling-Solbjerg sø
Skal en fredning bane vej for en sti rundt om Stilling-Solbjerg sø bliver det uden Skanderborg Kommune som aktiv medspiller.
Det er meldingen fra kommunens miljø- og planudvalg, efter at Danmarks Naturfredningsforening har kontaktet både Skanderborg og Aarhus Kommune for at høre, om de vil være med til at rejse fredningsagen.
Det vil blandt andet give kommunerne indflydelse på sti-forløbet, men udvalgsformand Claus Leick (SF) fra Skanderborg Kommune lægger ikke skjul på, at erfaringerne fra forårets sø-slag i Skanderborg skræmmer.
"Vi vil ikke være med i arbejdet med en eventuel fredning. Vi havde ikke gode erfaringer med at gå ind i planer om en sti ved søen i Skanderborg, så skal der anlægges en sti omkring søen mellem Stilling og Solbjerg, lader vi Naturfredningsforeningen om det," siger Claus Leick.