På vej med nye job i tusindvis
6.000 nye arbejdspladser undervejs i to store erhvervscentre, men trafikløsning halter
Der investeres de kommende år 1,5 milliarder kroner i at skabe rammerne for 6.000 nye arbejdspladser i Skanderborg Kommune.
Det er udsigterne i forbindelse med to store erhvervsprojekter ved i Vrold ved Skanderborg.
Her er der på østsiden af motorvej E45 allerede givet grønt lys til, at MT Højgaard kan opføre 43.500 etagemeter erhvervspark med godt 2.000 arbejdspladser, men idemanden bag projektet, direktør Finn Damgaard fra SEU Ejendomme i Skanderborg, er klar med et udkast, der skal åbne mulighed for yderligere op til 4.000 job i en erhvervspark på 80.000 kvadratmeter på den modsatte side af motorvejen.
"MT Højgaard er klar til at gå i gang i den første erhvervspark, så snart de første aftaler med lejere er indgået. Men for hele udviklingen er det vigtigt med en bedre vejforbindelse, så Vroldvej ikke kun er forbundet med E45 mod Nord, men at der også bliver adgang til og fra motorvejen mod syd. Og en sådan forbindelse er helt afgørende for udbygningen med de 80.000 etagemeter vest for motorvejen," siger Finn Damgaard.
Foreløbig indgår projektet i arbejdet med revisionen af kommuneplanen, og Finn Damgaard ser efter et møde i Skanderborg med det lokale folketingsmedlem Kim Andersen (V) og hans partifælle, transportminister Hans Christian Schmidt (V) optimistisk på mulighederne for også at få forbindelse til E45 mod syd.