Ny Sorg- og livsmodsgruppe starter op i Aarhus
Lystrup Kirke står bag nyt initiativ med sorg- og livsmodsgruppe
Lystrup kirke i det nordlige af Aarhus starter i efteråret et nyt tilbud i op til mennesker, der har sorgen tæt inde på livet.
I samarbejde med Folkekirkesamvirket i Århus opretter kirken en sorg- og livsmodsgruppe.
"Sorgen tager tid og koster mange kræfter – især i de første år. Hvis man ikke giver sig tid til sorgen, bliver den ikke rigtigt bearbejdet og kan komme til at overskygge hverdagen og livet med andre mennesker. Et menneske i sorg har nemlig brug for tid og forståelse fra sine omgivelser," forklarer sognepræst Hans Boas,
Sorg- og livsmodsgruppen er oprettet på initiativ af Pia Larsen og Vibeke Bro, som gerne vil give mennesker i sorg en mulighed for at mødes og dele tanker og oplevelser med hinanden, så det kan blive en hjælp til at komme videre i livet og leve med sorgen.
De to sorggruppeledere har en faglig baggrund inden for pleje og omsorg og sjælesorg og har deltaget i kursus for sorggruppeledere.
"Sorg- og livsmodsgruppen er en slags selvhjælpsgruppe, der tilbyder muligheden for et fællesskab, hvor der er plads til at dele nogle af de tanker og følelser, som opstår efter et dødsfald. Nogle gange kan det være svært at tale med ens nærmeste om det, som man går og tumler med, og så kan det være godt at mødes med andre, som står i samme situation," uddyber sognepræst Inger Bråe og understreger, at der naturligvis er en indbyrdes aftale om tavshedspligt.
Vil du vide mere...
Det er gratis at deltage i sorg- og livsmodsgruppen
Introduktionsmøde onsdag 14. september klokken 15.00 i Lystrup Kirke
Du kan tilmelde dig ved at kontakte Hans Boas på tlf. 86229290, eller Inger Bråe på tlf. 86169703
Du kan også henvende dig til Folkekirkesamvirkets sekretær Flemming Rasmussen på tlf. 24815817 og høre mere.