Hurtig indsats reddede skeletter fra skader
Skeletter i hundredevis fra Æbelholt kom under vand under lørdagens skybrud - men skaderne lader til at være begrænsede
De jordiske rester af flere hundrede nordsjællændere slipper efter alt at dømme for at dø endnu engang.
Skeletterne stammer fra Æbelholt Kloster ved Hillerød, og efter lørdagens voldsomme regnskyl i København, var de i alvorlig fare for at lide skade. Samlingen ligger nemlig på Medicinsk Museion i København, hvor den blev opbevaret i en kælder.
89 centimeter vand
”Der stod op til 89 centimeter vand i kælderen, og flere af arkivæskerne kollapsede på grund af vandet, så mange af vore materialer blev beskadiget,” fortæller Ion Meyer, der er konservator på Medicinsk Museion.
”Men vi startede allerede lørdag aften med at pumpe vand fra kældrene, og det var vi færdige med søndag morgen ved to-tre-tiden.. Senere søndag morgen var vi omkring 20 mennesker i gang med at evakuere materialerne. Vi tog fat på at vurdere knoglematerialerne med det samme.”
Kompliceret proces
Processen er omfattende. Hver eneste knoglestump skal vurderes for at finde ud af, hvilken tilstand den er i. Derefter skal den tørres, hvis ikke den kan pakkes direkte over i en anden kasse.
”Det er en kompliceret proces at tørre knogler. Hvis man gør det for langsomt opstår der skimmel, og hvis det går for stærkt, kan knoglerne krakelere. Men når jeg kigger på, hvad der er sket, er der praktisk taget ingen skader. Jeg vil være så ubeskeden at kalde vores indsats for en efter omstændighederne stor succes,” siger Ion Meyer.
Læs mere i Hillerød Posten tirsdag.