Helt vild med Peters Is
Peter H. Larsen fra Højbjerg er indehaveren og idémageren til Peters Is, der er kåret til Danmarks bedste vaniljeis
"Jeg er ret vild med is. Man bliver glad af at spise is," lyder det fra Peter H. Larsen, mens han tager en mundfuld af sin hindbærtrifli-is, der består af hindbærmarmelade og makron.
Egentlig solgte han ismaskiner for Tetra Pak Hoyer i hele verden, og da han stoppede der, fik han idéen til sit is-firma, Peters Is.
"Danmark er kendt ude i verden for at lave gode ismaskiner. Jeg tænkte, hvorfor så ikke også lave en is, der er rigtig god. Jeg kunne ikke finde noget land, der lavede økologisk is med kage. Man får nemlig tit is sammen med kage, og hvorfor så ikke putte kagen i isen," spørger 56-årige Peter Larsen med et smil.
Irma sagde ja
I februar for to år siden kom han på gaden med sit første halvliters bæger, der har et amerikansk inspireret udseende. Længe inden havde han brugt tiden på at pusle med ingredienser, så vaniljeisen fik den helt rigtige smag. Nu manglede han bare nogle, der ville købe den. Og her sagde Irma ja.
Siden er der kommet flere varianter til, og Peters Is kan findes hos flere forhandlere.
"Jeg har lavet den bedste is, jeg kunne forestille mig. Den skulle bare være uhmmm," siger Peter, mens han nyder endnu en mundfuld gourmetis.
Den bedste vanilje
Det første år lavede han forskellige varianter og spurgte folk i området, om de ikke ville hjælpe med at prøvesmage, og især hans vaniljeis har vist sig at være et hit.
"Kort efter jeg var startet op, blev vaniljeisen kåret til årets bedste," fortæller Peter med en vis stolthed i stemmen.
Han er tilhænger af rigtig god is, men har også fokus på, at den skal have farve.
"Jeg spiser is flere gange om ugen, men der er meget is, jeg ikke synes så godt om. Det skal være lækkert og smage af noget."
Efter successen i Danmark bliver Peters Is nu også solgt i udlandet, og han har et håb om, at isen kommer på hylderne i flere lande med tiden.
"Jeg vil da gerne sælge is til hele verden, og folk kan godt smage, at min is er rigtig god."
Læs mere på www.petersis.dk