Krybene indtager Lystrup
Eksotiske insekter i Lystrup Idrætscenter
Slanger, edderkopper, øgler og andet kryb flytter ind i Lystrup Idrætscenter lørdag 20. august. De stiller sig an for dem, der kan tænke sig at få et gys i sommervarmen eller som gerne vil vide lidt mere om de skønne væsner.
Det er foreningen Exotiske Insekter, der afholder sin årlige salgsudstilling, og den er i år henlagt til Lystrup Idrætscenter.
Tom Larsen, formand for Exotiske Insekter, fortæller, at hallen kommer til at summe af liv både fra to-benede væsner, men så sandelig også dem uden ben og dem med både seks og otte ben.
"En kvart kilometer borde fyldt med alt fra slanger og øgler til edderkopper og kakerlakker. Masser af tilbehør i alt fra terrarier og planter til foderdyr."
Tips fra eksperter
Der vil være eksperter fra de to danske foreninger Nordisk Herpetologisk Forening og Exotiske Insekter.
"De vil svare på alle de spørgsmål, man måtte have omkring den slags dyr, og hvordan man holder dem derhjemme ? ikke som kæledyr, men derimod som hobbydyr på linje med for eksempel akvariefisk."
Salg af dyr og ting
Ved de mange stande er der mulighed for at investere i alt lige fra vandrende pinde til små farvestrålende frøer, samt det udstyr man har brug for til terrariet hjemme i stuen. Eller man kan bare tage et kig på krybdyrene, padderne og insekterne og nyde en kop kaffe undervejs.
Salgsudstillingen er åben fra 10-15. Der betales en mindre entré.