Naboer hjalp brændende præstegårdslænge
Med frivillig hjælp blev indbo reddet ud af præstegårdslængerne i Farum. Brandvæsenet var alt for langsomt, mener rystet nabo
Det var ikke kun brandvæsenet der fik travlt med at forsøge at redde Farum præstegårdslænger, da den lørdag formiddag blev hærget af en voldsom brand.
Efter lynet var slået ned i det stråtækte tag, opstod der store flammer, og naboer til kirken og præstegårdslængerne gik frivilligt i aktion for at redde indbo.
"Der lød et ordentligt knald, og så gik al strømmen", fortæller en af naboerne.
"Jeg hørte udrykning, som stoppede på parkeringspladsen foran præstegården, og da jeg gik ud så jeg at der kom røg ud fra taget. Så var der nogen der gik i gang med at tømme præstegårdslængerne, og jeg tænkte at jeg selvfølgelig måtte hjælpe til."
Alt for lang tid
I løbet af kort tid blev computere, papirerer og meget andet båret ud fra præstegårdslængerne, der rummer kirkegårdskontor og mødelokaler, fortæller han videre - stadig tydeligt rystet.
"Jeg synes der gik al for lang tid før beredskabet kom. Det var meget ubehageligt."
Ingen personer kom noget til ved branden, som brandvæsenet er helt sikker på skyldes et lynnedslag under det kraftige skybrud.
Lørdag eftermiddag arbejdes der stadig på brandslukningen på Kaalundsvej.
Redaktionen håber senere at kunne indhente en kommentar fra beredskabet til nabo-kritikken af indsatsen.