Rygersag mod Center Pub smuldrer
Procedurefejl har forsinket sag mod Værløse-pub, som nu falder for forældelsesfrist
En af de mest omtalte sager efter rygeloven blev vedtaget ser nu ud til at smuldre helt.
Center Pub i Værløse blev i januar slæbt i retten i Lyngby, for overtrædelse af rygelovens bestemmelser. De siger, at der ikke må ryges i lokaler på over 40 kvadratmeter.
Ejeren af pubben, Gert Sluth, har hele vejen nægtet at der var tale om en overtrædelse, da han mener at arealet i pubben hvor der pulses lystigt løs på tobakken, skal opmåles ud fra bordene i pubben.
Men sagen blev afblæst i Lyngby i sidste øjeblik, og det skyldes en procedurefejl. En fejl der nu kan betyde, at sagen må droppes.
"Der var ved en fejl blevet anlagt sag mod firmaet i stedet for enkeltpersonen, Gert Sluth. Det er desværre noget der sker indimellem med énmands-drevne firmaer", siger politifuldmægtig Naja Larsen fra Nordsjællands Politi.
Siden den afblæste retssag har anklagemyndigheden overvejet, om sagen skal genoptages eller droppes helt. Og nu er man faldet for forældelsesfristen:
"Der må højest gå to år, og den er overskredet i forhold til det påbud som Center Pub fik af Arbejdstilsynet. Derfor har vi nu bedt Arbejdstilsynet om at vurdere sagen igen", siger Naja Larsen.
Hun forklarer, at sagen deler sig i to: Et påbud i forhold til arbejdsmiljøloven - og en overtrædelse af rygeloven. Og hun understreger, at selv om der nu tales om forældelse, skal Center Pub ikke føle sig på sikker grund:
"Hvis det ud fra en ny vurdering viser sig, at rygeloven fortsat overtrædes, vil vi tage sagen op igen", siger Naja Larsen.