Tricktyv og luskeri i Skanderborg
Der er ekstra grund til at passe på sine ejendele i Skanderborg for øjeblikket.
Det måtte en 69-årig kvinde erkende efter et tyveri på langtids-parkeringspladsen ved Ladegårdsbakken i Skanderborg mandag eftermiddag.
Hun havde parkeret sin bil, da en ung mand kom hen til hende og spurgte, hvad klokken var.
Det lykkedes ham derefter at stjæle kvindens pung ud af hånden på hende.
I pungen var der 1.000 kroner, og ordensmagten leder nu efter en 16-20-årig mand, mørklødet, cirka 175 centimeter høj og spinkel. Han var iført cowboybukser og talte gebrokkent dansk.
Politiet har også været på Ladegårdsbakken for at tale med folk, der var i gang med at sælge billigt "guld." Politifolkene fandt dem ikke, og det lykkedes heller ikke at få fat i to mænd, der tirsdag eftermiddag i to omgange blev set luske rundt på plejecenteret "Møllehjørnet" i Skanderborg Midtby.