Hvad gør man når far dør?
Sorggruppe i Hillerød hjælper børn og vokse efter dødsfald i familien. Helle Pedersen og hendes to børn, tvillingerne Malte og Johanne, er nogle af dem
Det havde været en hyggelig weekend, hvor familien havde været på camping. Samme aften skulle Frank, far til tvillingerne Johanne og Malte på otte år, på arbejde. Men på arbejdet sank han sammen med en blodprop i hjertet, død, kun 50 år gammel.
"Det var et chok, for der var ikke noget galt med ham. Han fejlede ikke noget, udover at han engang havde haft brækket ryggen," siger Helle.
Allerede 14 dage efter dødsfaldet, er børnene tilbage i skole. Men et halvt år senere fornemmer Helle Pedersen, at hendes børn har brug for hjælp. Hun sætter sig ved computeren og googler 'hjælp børn i sorg.' Op på skærmen dukker Børns Vikår op, og et halvt år efter begynder familien i en gruppe i Hillerød.
"Indtil vi begyndte i gruppen snakkede vi med den præst, der havde bisat Frank. Og jeg havde en aftale med skolen om, at de måtte gå hjem, hvis det blev for meget for dem. I gruppen lærte de først og fremmest, at der er andre der har oplevet noget lignende, og det hjalp," siger Helle Pedersen.
Da familien begyndte i gruppen, sad alle omkring bordet og var lidt trykkede, fortæller Helle Pedersen.
"Men efter noget tid sad både børn og voksne og klumpede sammen og snakkede.
I gruppen tænder man blandt andet lys for de, der er døde og rejser sig og fortæller, hvad den døde hed, hvordan vedkommende døde og hvor gamle de var.
"Det er ikke rart i begyndelsen at stå foran de andre og sige det. Men man vænner sig til det," siger Malte.
Gruppen mødes ti gange over et halvt år. Som en sidste handling i gruppen skriver man en seddel til den døde, som bliver sat fast på en ballon og sendt til vejrs.
Har stadig kontakt
Her et halvt år efter, de er stoppet i gruppen, har familen stadig kontakt til en stor del af gruppen.
"Det er noget andet at snakke med dem fra gruppen, for de har prøvet det samme. Henne i skolen siger de, at de forstår, hvordan det er. Men det gør de ikke,? siger Johanne.
"Vi anbefaler det meget. Det er aller bedst at få snakket om det med nogen, der har prøvet det samme. Og så får man nogle, man kan ringe til, så man kan lære at håndtere den måde, børnene reagerer på en gang i mellem," siger Helle Pedersen
Selvom det går bedre i dag, kommer man aldrig helt over dødsfaldet. Man lærer at leve med det.
"Hvem skal følge mig op ad gulvet, når jeg skal giftes," spørger Johanne.