Stig på vognen i Landbrugsmuseet
Før i tiden var vejene alt andet end gode, og de vogne, der skulle transportere varer og personer fra den ene by til den anden, var ikke meget bedre.
På Dansk Landbrugsmuseum vises et mindre udvalg af vogne fra dengang trækkraften var heste, med landsbyernes brandsprøjter fra før 1940, og som noget ganske nyt et komplet Beredskabsværn fra Andelssvineslagteriet i Kolding fra 1951.
Endelig, det højaktuelle i netop disse vintertider medmegen sne - en række børneslæder fra midten af 1800-tallet til midten af 1900-tallet samt den smukkeste kane formet som Svanen i H.C. Andersen eventyr om ”Den grimme ælling”.
"Det er i de snevre fuldpakkede Rejsevogne og Diligencer, at Poesien forsvinder, man bliver her sløv; man plages i den bedste Aarstid af Støv og Hede, og om Vinteren af slette Veje.
Pinselskasser, store, tunge Omnibusser med indgang i den ene Side, saa man ikke kunne slippe ud, naar man væltede paa denne, og man væltede altid"
- H.C. Andersen om de situationer, der kunne opstå, når man rejste rundt i datidens Danmark.
Rokade i udstillingerne
Udstillingen vises som led i en større rokade af genstande, idet besøgsmagasinets kælder skal inddrages til permanente udstillinger om fødevarerne og måltidets kulturhistorie.
Det bliver derfor sidste gang i meget lang tid, at man kan se vogne, brandsprøjter og slæder i en regulær udstilling.
Vognene, brandsprøjterne og slæderne køres direkte til lukkede magasiner i løbet af maj måned.
Særudstillingen kan ses indtil 10. maj 2010.