”Forsamlingshuset har altid været en del af mit liv”
Ellen Sørensen på Thorsgade 28 har været genbo til Thorsager Forsamlingshus hele sit liv. I 1934 var hun som 12 årig vidne til at det "nye" forsamlingshus blev bygget af Sigurd "mureren" fra Hedeskov; det hus der i 2009 kunne fejre 75 års fødselsdag. Forsamlingshus har der ligget på adressen siden 1886; Ellen har nogle gamle aktier liggende som hendes bedstefar købte i 1892; for 50 kr. Salget af aktier var med til at finansiere driften af det første forsamlingshus i Thorsager, hvilket protokolbogen i forsamlingshuset også vidner om.
Ellen har selv gået til badminton og gymnastik i huset som barn, og senere i begyndelsen af 1940`erene også været med til at spille dillitant. Bl.a. "En søndag på Amager" gik over scenen; i flotte kostumer som man havde lejet. Hun husker også der blev afholdt baller i forsamlingshuset for byens og omegnens unge.
Fra den røde gård på hjørnet af Nørregade og Thorsgade, har hun hele sit liv kunnet følge livets gang i byen og med udsigt til forsamlingshuset kunnet følge arrangementer, foredrag, fester og begravelser afholdt i huset. Ellens familie har også selv holdt fest i forsamlingshuset; en overgang gratis da huset til gengæld fik opbevaret tørv i deres stald under 2. verdenskrig. Hun fortæller også om hvordan man under krigen hørte at tyskerne ville komme og slå sig ned i forsamlingshuset og hvor nogle mænd sammen med hendes far besluttede at hente gymnastikforeningens Dannebrogs-fane for "den skulle ikke være i forsamlingshuset når tyskerne var der", så den blev hentet og lagt på hanebåndene på loftet hjemme hos dem. Den er senere kommet på lokalarkivet i Rønde.
Ellen husker også hvordan det første komfur var et brænde komfur, hvor hun har været med til at bage hundredvis af æbleskiver til en byfest der blev holdt i forsamlingshuset. Hun husker også de mange fastelavnsfester og juletræsfester der er har samlet byens borgere i huset. Nu kommer hun i huset til fællesspisningen den første onsdag i hver måned. Hun nyder og glæder sig til at spise sammen med andre; det er nu hyggeligere end at sidde og spise alene og det fornøjer hende at det er mændene fra forsamlings-husets bestyrelse der serverer; det ville ikke være sket for 75 år siden.
Tidligere var der i en del af det nuværende køkken et lokale der var udlejet til Andelskassen, som havde åben et par timer hver dag. Når der var pres på til fester og brug for mere bordplads så lagde man plastic over skrivebordet i Andelskassen og så kunne kan godt stå og smøre madder der. Andelskassen lejede lokalet lige frem til hvor man midt i 1960´erne byggede egne lokaler der hvor Andelskassen nu er placeret på Thorsgade.
Der har altid været en værtinde i huset; den første hed Cecilie. En senere værtinde havde en mand med et stift ben, som kom over på gården overfor hos Ellens, for at hente tørv til forsamlingshuset. Ofte havde han en besked med om at "forsamlingshuset vil gerne låne Ellen og 12 tallerkener". Så måtte Ellen over og hjælpe med at servere, hvilket hun gjorde gennem flere år med stor glæde. Nu hedder værtinden Janne, som også kan klare mad-ud-af-huset, hvis nogen har behov for det…….og tallerkener har huset nu rigeligt af.
Ellen glæder sig stadig hver gang hun ser flaget er hejst ved forsamlingshuset, som tegn på at nu er der nok noget at fejre og samles om i byen.