Ungdomsskolen på skitur til Sverige
Godt 25 unge fra Ungdomsskolerne i Rosmus og Kolind var i uge 7 på skitur til Idre Fjeld i Sverige, ca. 600 km nord for Göteborg. Turen var arrangeret i fællesskab af de to naboklubber og var dermed et direkte resultat af det øgede samarbejde, som er opstået efter sammenlægning af ungdomsskolerne i Syddjurs kommune.
Deltagerne boede i små syv-personers hytter, og de unge var blandet i hytterne på tværs af de to afdelinger og alderstrin. Den enkelte hytte havde selv ansvaret for den daglige husholdning, og planlægning, indkøb, madlavning og rengøring i hytterne styrede de unge derfor selv.
Det klare de alle perfekt, fortæller klubmedarbejder Hans-Jørgen Degn.
"At give de unge mulighed for at prøve kræfter med disse ting, har været vigtig i forbindelse med planlægning af turen, og vi har nu beviset på, at de uden tvivl er langt mere huslige end deres forældre går og tror", siger han med et smil.
Sikkerhed har været en væsentlig ting i forbindelse med skiløbet, og kun småskrammer og ømme muskler kom med hjem som skade-souvenirs. Således har der været arrangeret skiskole for alle nybegyndere, og alle fik mulighed for at lære de nødvendige ski færdigheder, inden de blev sluppet fri på løjperne. Alle kørte ligeledes med skihjelme, og de stejleste løjper har været lukket område.