Fjernvarmen er klar til Voldby, hvis tilslutningen er stor nok 10. marts
På sit seneste møde har udvalget for teknik og miljø myndighedsgodkendt udlægning af fjernvarmeledning til Anbæk og Voldby.
Intet er afgjort endnu i spørgsmålet om, hvorvidt Hammel Fjernvarme vil levere til Voldby.
Der har været afholdt flere møder. Senest mandag aften, hvor omkring 100 var mødt frem.
På møderne er endnu ikke kommet underskrifter på bordet, men nu udsender Hammel Fjernvarme et tilbud til hvert hus i Voldby, hvor man så kan give sit tilsagn.
Der er 150 potentielle brugere i Voldby.
Tilbuddet står ved magt, hvis 60% slår til og siger ja. Skæringsdatoen for at takke ja er onsdag 10. marts.
Driftschef Niels Haugaard tør ikke byde på, om de 60% nås, men han mærkede på mødet i mandags en stor entusiasme omkring projektet.
Anbæk tvivlsom
Fjernvarmeledningen til Voldby vil passere Anbæk, så husejerne i Anbæk vil få samme tilbud som dem i Voldby. Der har ikke indtil nu været tilstrækkelig mange interesserede i Anbæk, men Hammel Fjernvarme vil holde et møde i Anbæk sidst på måneden.
Anbæk har 44 potentielle brugere.
Prisen for tilslutning er beregnet i Voldby og Anbæk til 50.000 kr. pr. hus, hvortil kommer indvendig installation til ca. 20.000 kr.
Til gengæld vil man få en årlig besparelse på 33%, hvis man nu bruger naturgas (som slipper op i løbet af få år), og henholdsvis 40% og 64%, hvis men nu bruger olie eller elvarme.
Svenstrup mangler tre
Allerede nu løber fjernvarmeledningen til Gjern forbi Svenstrup, og i Svenstrup er man da også på et møde blevet orienteret, men ikke med et kontant tilbud. Interessen skal nemlig vise sig, før Hammel Fjernvarme går i gang med udregningerne. Lige nu mangler der kun tre tilkendegivelser, før et tilbud vil blive udarbejdet, men det kræver, at der er tre, der reagerer ret hurtigt.